Vær nysgerrig på at være borger i en digital verden. Sådan lød temaet tirsdag den 23. januar, da godt 40 borgere var samlet i Aktivitetshuset til en eftermiddag med fokus på det digitale liv. Se billedgalleri nederst.
Oplæg, quiz og digital hjælp
Arrangementet var målrettet borgere, som gerne vil være klogere på de mange digitale muligheder såvel som faldgruber. På dagen stod Dragør Bibliotekerne og Borgercentret for forskellige oplæg. Her blev der gennemgået alt fra digital sikkerhed over digitale spor til, hvad der er værd at vide om Skat.dk og Borger.dk. Det blev også gennemgået, hvordan man kan udøve digital selvhjælp og for eksempel booke en bibliotekar. Mellem oplæggene var der samtaler ved bordene mellem borgerne og medarbejdere fra bibliotekerne og Borgercentret. Endelig blev der også quizzet, hvor det var muligt at få op til 7 rigtige om at være digital borger i Dragør. Sidst i programmet var der så mulighed for at besøge Video-værkstedet og It-grupperne i Aktivitetshuset, som drives af frivillige ildsjæle.
Et rum for de digitalt nysgerrige
Leder af Dragør Bibliotekerne Henriette Ritz Kylmann er en af ophavspersonerne bag initiativet.
”Vi forsøger med dette program at tilbyde digitalt nysgerrige borgere et rum, hvor det både er muligt at få viden om de digitale muligheder og faldgruber. Men lige så vigtigt er det, at deltagerne kan have en fortrolig dialog hinanden imellem og netværke omkring brugen af de digitale muligheder, som udvikler sig med rivende hast. Jeg er derfor glad for den interesse, som arrangementet medførte og vil gerne sig tak på vegne af både os fra biblioteket og borgercentret for det fine fremmøde og den positive interesse både under og mellem vores oplæg”, siger Henriette Ritz Kylmann og fortsætter: ”Et arrangement som dette viser, hvad det er der er muligt, når man samler kræfterne og kompetencerne fra så forskellige institutioner som Aktivitetshuset, Borgercentret og Dragør Bibliotekerne”.
Gitte Pallisø Espensen, der er teamleder i Borgercentret, fortæller, at mange borgere har en oplevelse af, at de skal klare alting selv, og det kan godt gøre især ældre medborgere bekymrede.
”Vores opgave er derfor at fortælle, at man som borger kan få hjælp og hjælp til selvhjælp. Kommer man til Borgercentret, skal man bare huske nøglekortet til sit NemId, så skal vi nok hjælpe på rette vej”, siger Gitte Pallisø Espensen.
Hanne Berthelsen, der er leder af Aktivitetshuset, er glad for, at huset, i samspil med andre, kan bidrage til at højne oplysningsniveauet hos brugerne.
”Huset har i forvejen en masse forskellige aktiviteter, og denne dag giver noget til folk, som de måske ikke lige vidste, de ville have brug for”, siger Hanne Berthelsen.
Fakta om 01010101 – Dit digitale liv
Det er Dragør Bibliotekerne, Borgercentret og Aktivitetshuset, der samler kræfterne for at gøre interesserede borgere klogere på mulighederne i en digital verden. Borgerne får samtidig muligheden for at møde ligesindede og for at blive ambassadører og give andre en hånd med at være borger i en digital verden.
[Best_Wordpress_Gallery id=”23″ gal_title=”Arrangement: 01010101″]