Efter at prins Axel i 1953 havde fået flyvejournalisternes luftfartspokal i anerkendelse af, at han havde taget dansk certifikat nr. 7 på Kløvermarken, besluttede foreningens bestyrelse i 1968 at følge den royale tradition op.
Prins Henrik fik tildelt luftfartspokalen det år, fordi han som nybagt prins og nybagt far var gået solo og gået i luften på flyvestation Avnø og siden lavede en perfekt og smørblød landing på flyvestation Værløse under overværelse af pressen. Når han turde betro liv og lemmer og sin fornemme nye position til et fly, burde alle hans landsmænd overvinde deres sidste betænkeligheder ved at sætte sig i et charterfly til Mallorca.
Foreningens bestyrelsesmedlem Kjeld B. Nilsson fra Dragør havde dengang selv certifikat som privatflyver, og da prins Henrik var på sommerophold i Århus med tronfølgeren, prinsesse Margrethe og deres nyfødte baby, blev der aftalt en audiens med pokaloverrækkelse på Marselisborg.
Jeg gik på vingerne fra Royal Air Force-veteranen Morian Hansens flyveplads i Skovlunde og mellemlandede i nærheden af Rørvig for at samle foreningens formand Gunnar Hansen op. Han holdt ferie i sit sommerhus “Nu”, mindes Kjeld Nilsson.
Jeg skal sent glemme, da Gunnar kiggede ind i mit lille Piper-fly og spurgte “Hvor har du pokalen? “Pokalen”, svarede jeg. “Den troede jeg sandelig, at du havde”. “Åh nej”, sukkede Gunnar. “Så har jeg glemt at give besked. Den står på mit skrivebord i Radiohuset”.
Der var ikke andet for end at sætte kurs tilbage mod Skovlunde, og undervejs overlod jeg i strid med alle regler for luftfartsskorrepondance mikrofonen til Gunnar Nu Hansen. Alle kendte Gunnars stemme, og ingen kunne stå for Gunnars charme. Så da han bad vagthavende flyveleder og meteorolog om at ringe til Radiohuset og få en pokal sendt med taxa fra Rosenørns Allé til Skovlunde, var der ingen indvendinger.
Vi landede, og få minutter efter kom taxaen med den savnede sølvpokal.
Så satte vi kurs direkte mod Kirstineminde, den private flyveplads i Skejby nord for Århus, og igen fik Gunnar mikrofonen. Ingen problemer, lovede en flyveleder. En hyrevogn ville holde parat, når vi landede.
Og så gik det i rask tempo mod Marselisborg, indtil vi kom til Århus Midtby. “Hov, stop her, chauffør, der ligger en manufakturhandel.” Gunnar vendte det døve øre til alle indvendinger om, at han sandelig måtte vente med shopping, til vi havde været på Marselisborg.
“Vi kan ikke komme uden gave”, mumlede han bare.
Efter syv lange og syv brede dukkede han op med en flad pakke under armen, og af sted gik det mod Marselisborg, hvor det tredje medlem af delegationen, Berlingske Tidendes luftfartsmedarbejder, Poul Westphall, ventede med nerverne på højkant.
Vi kom ind, prins Henrik kom ud i havestuen, Gunnar holdt en lille formfuldendt tale, og så fik prins Henrik overrakt både pokalen og den mystiske gave. Her lærte han med en overstrømmende begejstring et nyt dansk ord. ”Flyverdragt”.
Da kronprins Frederik som den tredje royale fik pokalen efter at have fået militært certifikat på flyvestation Karup i 2000, kunne en nu forhenværende privatflyver fortælle kronprinsen, at han siden nok var vokset fra den, men han skulle vide, at sin første ”flyverdragt” havde han i sin tid fået af flyvejournalisternes formand.
