Glemmebogen – ”Ny Dragør Vals” og meget mere

I disse tider mindes vi den folkekære Amagerdreng, Dragørborger og ikke mindst ikoniske sanger og sangskriver John Mogensen. DragørNyheder.dk har bragt to artikler, skrevet af Dines Bogø, om John Mogensen i Dragør. I morgen har Ole Bornedals film ”Så længe jeg lever” premiere i landets biografer – ikke mindst i en udsolgt Dragør Bio.

De fleste, fra før dengang, husker alle de populære klassikere John Mogensen har skrevet; ”Så længe jeg lever”, ”Der er noget galt i Danmark”, To mennesker på en strand”, ”Fut i fejemøget”, ”Karl Herman og Jeg” -vi kan blive ved.

Men så falder jeg over en ”gemt og glemt” i skuffen. Den vækker automatisk en lokalhistorisk interesse med sin titel ”Ny Dragør Vals”. Trods det at jeg er vokset op til tonerne af John Mogensen i 70´erne og har skålet og sunget med til dem i 80´erne, 90´erne og videre ind i det nye årtusinde, så faldt jeg alligevel over en sang som jeg ikke tidligere har hørt – eller ikke husker at have hørt – sangen ”Ny Dragør Vals”.

Den fanger straks mit øre og trækker tanker og smilebånd på en mindre byvandring. Som Dragørborger er det som at finde det gamle fotoalbum man troede var forsvundet, men så alligevel dukkede op i en gammel flyttekasse.

John Mogensen fanger med sin sang og melodi fra 1971 det samme Dragør man kan opleve i dag. Der er A´mar i den, der er Dragør, trækharmonika, havn, gamle skibe, stråtækte små huse, sol, blæst, sand og vand – hjerter i brand og en rigtig syng-med melodi.

For kort tid siden havde jeg samme oplevelse at finde noget rigtig sjovt. I min generation var det populært at læse ”Kim” bøgerne – måske mens man lyttede til John Mogensen på værelset. Så ser jeg et cover som virker bekendt og et bagerskilt i baggrunden, som med sikkerhed fastslår koordinaterne 55.5931°N, 12.6739°E – Strandstræde i Dragør. Som i musik hvor ord og akkorder leger – så leger kunstneren også kispus med øjet. For der har da vist aldrig stået en telefonboks midt på torvet foran den gamle bager – eller har der? Coveret er i øvrigt malet af Dragør Kunstnerparret Majken Thorsen og Mogens Amdi Thorsen. Verden er lille eller måske er Dragør bare verden!

Før dengang og nu

Jeg kunne have siddet på mit værelse i den lille landsby Sennels, lidt udenfor Thisted (Hovedstaden i Thy) en dag i 1978 og læst bogen og lyttet til ”Mennesker bliver spist i Polynesien” uvidende om at jeg 40 år senere i 2018 sidder med min kaffe og kigger lige ud på Kim coveret – dog uden telefonboks, mens jeg lytter til ”Ny Dragør Vals” af John Mogensen. Umuligt ikke at lade sig rive med på Memorylane og smile – det er kunst og kultur på allerhøjeste niveau.

Tak til John Mogensen for musikken, tak til Majken og Mogens for kunsten og tak til Dragør for kulturen.

God dag til alle og god fornøjelse med filmen.

Peter Kristensen, DragørNyheder.dk

Tekst til sangen ”Ny Dragør Vals”:

Det gamle Dragør, den kønne by ved det blanke sund på det flade Ama´r
med gule stråtækte huse, gader med brosten,
gæs og en gammel farfar,
som sidder lunt i det varme solskin ved lodsstationen og får en pilsner
at gå en tur op på Kongevej´n og møde folk mens man veksler hilsner.

Hej, dansen går omkring Skt. Hans til trækharmonika og violin
frisk halm i gamle træsko, høje hatte, kønne pi´r og brændevin.
Skål for de gamle skikke, ah´ det´ nu godt med lidt traditioner
lyt til musikken, kom så drenge, spil de gamle kendte toner.

At slå et sving ned om havnen hen under aften blot en almindelig hverdag
og standse op ved et bolværk, snuse lidt stemning,
den er der nemlig nok af.
Der ligger skude ved skude: Dagny, Marie, Birthe og Ann-Sofie
med brede rumper og høje barme, artige pi´r, det må jeg sige.

Hej, dansen går ved juletid til trækharmonika og violin
frisk halm i gamle træsko, høje hatte, kønne pi´r og brændevin.
Skål for de gamle skikke, ah´ det´ nu godt med lidt traditioner
lyt til musikken, kom så drenge, spil de gamle kendte toner.

De fire færger går i pendulfart til svenskekysten fra Søndre mole.
Hvis du får lyst til en lille én og lidt god tobak
uden banderole
så ta´r du turen, du handler billigt, du får en dram af de meget tørre
når du er hjemme igen, er pengene små og tørsten er blevet større.

Hej, dansen går til fastelavn til trækharmonika og violin
frisk halm i gamle træsko, høje hatte, kønne pi´r og brændevin.
Skål for de gamle skikke, ah det´ nu godt med lidt traditioner
lyt til musikken, kom så drenge, spil de gamle kendte toner.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Go’morgen Amager

Torsdag 6. maj – solen står op kl. 05.17 og går ned kl. 20.56. Dagen er tiltaget med 08.38 minutter. Månen er aftagende – fem dage til nymåne.

Læs mere »