Café Hjerteblomst – Boheme i Dragør

På Strandlinien i Dragør kan man opleve ægte Boheme. Café Hjerteblomst ligger med frit udsyn til Øresund. Her er hjerte, blomster, slow coffee og hjemmebag blandet i et “Chill-out” Boheme univers. DragørNyheder.dk var inviteret forbi til en kop Slow Coffee og en snak.

Linda tog imod på Strandlinien med friskbrygget Slow Coffee. Foto: DragørNyheder.dk

Café Hjerteblomst er netop åbnet igen efter en ufrivillig pause på 7 måneder i forbindelse med, at Linda pådrog sig et alvorligt brud på anklen. Heldigvis er foden nu klar til at Linda igen kan åbne forretningen på Strandlinien.

Linda får ikke mange minutters pause. Der bindes blomster, brygges kaffe og serveres på Strandlinien. Foto: DragørNyheder.dk

Linda har drevet Café Hjerteblomst på Strandlinien i 16 år. Hun startede for 30 år siden med blomsterforretning på Kongevejen, i lokalet hvor den nuværende Slagter Møller har til huse.

Et velfortjent stop med barnebarnet. Foto: DragørNyheder.dk

Café Hjerteblomst er et univers i lækkerier med plads til eftertænksomhed og refleksion. Her kan du købe smukke blomsterdekorationer, sætte dig i de komfortable kurvestole med lammeskin og nyde fermenteret tomat med ricottaost og friske urter, italienske frikadeller og byens vel nok eneste kop “langsom kaffe” som bliver brygget på den gode gammeldags facon, uden brug af maskine til andet end at koge vandet og sætte tænderne i et stykke frisk mazarintærte med glaserede mandler.

En cyklist fra indre København nyder et “Boheme-stop” i Dragør. Foto: DragørNyheder.dk

Under vores korte besøg fra tidlig formiddag var der allerede travlhed. En frisk cyklist fra indre København nyder Linda´s fermenterede tomater på et velfortjent stop på ruten. Børnefamilier, et ældre ægtepar, folk midt i mellem barnevogne og hunde, og glade piger som leger på græsset foran Café Hjerteblomst. Her kommer livsnydere og falder ind i det bløde ukomplicerede boheme miljø som Linda har skabt.

Der er plads til alle hos Café Hjerteblomst. Foto: DragørNyheder.dk

En kulturperle, en egen “egenart”, et eftertænksomt pusterum i Linda´s helt særlige univers på Strandlinien. Hjerteblomst er åben torsdag-lørdag fra kl. 10-17.30 og søndag fra kl. 10-16.

En kop “langsom” formiddagskaffe i skyggen. Foto: DragørNyheder.dk

DragørNyheder.dk ønsker Linda velkommen tilbage efter den ufrivillige pause på 7 måneder og glæder os over at Dragør har sit eget “Boheme-sted”.

 

Seneste artikler

Fik du læst?