Der blev gjort store øjne og ører her til aften da en af Flyvevåbnets store redningshelikoptere fra basen i Roskilde kom lavt ind over den gamle by i Dragør. Heldigvis var det blot en øvelse.
Det er ikke hverdagskost når en kæmpe helikopter kommer bragende ind over den gamle søfartsby og lander i al sin mægtighed på græstæppet hvor vi normalt bliver underholdt af Cirkus Baldoni. Folk stimlede hurtigt sammen for at kigge nærmere på flyvevåbnets Merlin EH-101 redningshelikopter.
DragørNyheder.dk var på pletten og kan berette at der er tale om en øvelse. De er landet med helikopteren i Dragør for at samle to specialtrænede folk fra politiet op inden turen går videre til havs på søredningsøvelse.
“Ingen billeder af politifolkene” fik vi instrukser om, men ellers er I velkommen til at tage billeder. Lidt senere dukkede to kampklædte og maskerede politifolk op på plænen hvorefter Flyvevåbnets folk samlede sig i en lille gruppe til briefing.
Historien melder ikke mere om selve øvelsen. Det er vistnok meget normalt at de holder det for sig selv. Senere på aftenen var de tilbage igen i Dragør for at sætte af eller samle op. Spændende var det og imponerende så det ud.
Om helikopteren
EH-101 Merlin er Flyvevåbnets redningshelikopter og bliver også brugt som troppetransport-helikopter. Som redningshelikopter er der døgnet rundt tre helikoptere på vagt i Danmark. Redningshelikopteren er indrettet som en flyvende skadestue. Hvis den skal bruges til troppetransport, bliver helikopteren udstyret med flere siddepladser og en avanceret selvbeskyttelsespakke, og den er også udstyret til at kunne kaste faldskærmstropper ud.
Antal: 14
Besætning: 4-5 mand (maksimalt 30 passagerer)
Topfart: 309 km/t, gennemsnitsfart: 278 km/t
Længde: 19,53 m
Højde: 5,3 m
Rotordiameter: 18,6 m
Aktionsradius: 531 km