Johannes Langkilde, Journalist, DR-korrespondent i USA fra 2013 til 2017 og forfatter til bogen ”DA AMERIKANERNE GIK HVER TIL SIT” gæstede onsdag aften Dragør, hvor han tryllebandt en stuvende fuld sognegård med sin historie om tiden i USA, mødet med amerikanerne og det politiske billede i et splittet USA med Donald Trump ved roret.

Det hele startede med et væddemål for åben skærm på nationalt tv i Danmark, hvor han på spørgsmålet ”Kan Trump blive USA´s næste præsident?” – et væddemål som Johannes Langkilde tabte, da han svarede ”Nej, det kan han ikke”.

Johannes Langkilde havde ganske enkelt ikke fantasi til, at forestille sig hvordan Trump, en grov slagterhund udenfor politiske rækker, kunne vinde venlige amerikanske stemmer. Men der var noget Langkilde havde overset.

Det blev begyndelsen på en rejse rundt i USA, og mødet med mennesker på gaden, mennesker uden hjem som lever i papkasser. Mennesker som er gået fra vellønnede chefstillinger og idylliske familieliv, til på få måneder, at leve et liv på gaden. Et billede af et ulige samfund med enorm afstand mellem rig og fattig og med dybe raceproblemer, men også mødet med 3. generations kulminearbejderen fra Virginia som tjener en fyrstelig løn, efter amerikansk skala, en kulminearbejder for hvem grøn omstilling i energisektoren er en by i Alaska og mødet mennesker uden salt til et æg, som fortsat tror på den amerikanske drøm.

På rejsen rundt fik Johannes Langkilde et indblik i en amerikansk kultur som gav ham svar på, hvorfor og hvordan en mand som Donald Trump, kunne vinde valget som USA´s Præsident – stik imod alle odds. Brikkerne faldt stille og roligt på plads.
Donald Trump, en skarp forretningsmand, ekspert i personlig branding og PR-arbejde havde med hjælp fra mediemanden og politisk aktivist Steve Bannon, som efterfølgende blev ansat som Trumps toprådgiver i Det Hvide Hus, formet en kampagne som talte, i øjenhøjde, til den jævne amerikaner. En kampagne som bar frugt. Venskabet holdt imidlertid kun syv måneder – om det kan man læse Steve Bannons bog ”Devil´s Bargain”, men det er en anden historie.

En dybt engageret Johannes Langkilde førte de fremmødte gennem halvanden times indbliksfuld fortælling om sin tid i og med USA og amerikanerne som førte Donald Trump til Præsidentposten. Trods det, at Langkilde og Trump sandsynligvis ikke står i samme stemmeboks, roste han imidlertid også Trump for at have opnået resultater, som ingen anden Præsident i USA har formået. Senest at få Nordkoreas leder i tale og topmøde. Blot for at nævne et væsentligt resultat som Trump kan skrive på sit CV.
”Kan Trump få fire år mere?” blev der spurgt fra salen. ”Ja, det vil jeg ikke udelukke” sluttede Johannes Langkilde i kontrast til føromtalte væddemål.
FAKE News – det bestemmer du!

Johannes Langkildes bog ”DA AMERIKANERNE GIK HVER TIL SIT” blev udgivet sidste år og har fået flotte anmeldelser. “Et både kærligt og kritisk portræt af et folk, som vi tror, vi kender, men som bliver ved med at overraske”.
”Fremragende rejseportrætter… meningsfuld journalistik. Vil man forstå det USA, som fremkaldte og valgte Donald Trump, vil det være klogt at læse Langkildes bog” ***** Per Stig Møller, Berlingske.