Så har Søvangs frivillige brobisser lagt badebroen ud igen. Brobisserne gik i gang tidligt i morges og kunne pga. den lave vandstand og et stort antal frivillige hurtigt få lagt den ud.
Søvangs grundejerforening betaler forplejning til de flittige brobisser som tak for det store arbejde.
Her til aften kunne den udlagte badebro ses i solnedgangen. Nu venter vi kun på vandet.
Hanne Mortensen som har boet i Søvang siden 1975, og fungeret som brobissernes madmor takker af, da hun flytter væk fra Søvang for at komme tættere på sine børn. Vi skulle hilse fra brobisserne og sige tusind tak for forplejningen.
Søvangs badebro blev lagt ud første gang i 1927, og blev i 1997 optaget i Guinness rekordbog som Danmarks længste badebro med sine 279,1 meter.