Weekenden i Dragør har budt på ægte sommerstemning med masser af sol og varme til glæde for små som store.

Byen blomstrer af liv og inviterer udenfor i sine smukke rammer og varme farver.

Legepladserne, plænerne, krabbebroen, torve og gader var fyldt med mennesker som nød en sommerdag med fuglekvidder, krabbefiskeri og softice på havnen.

Dragørs strandenge bød på uovertruffen naturoplevelse, med solen spejlende i Øresund – til stor glæde for alle dagens vandrefriske.

Danmarks længste badebro i Søvang, blev opsat lørdag – på én dag ordnede brobisserne den 279,1 meter lange badebro, i høj sol og med meget lidt vand under broen.

En uge med lidt mere ustadigt vejr kommer os i møde, men med friske batterier, efter en weekend fyldt med sol og sommer, er der overskud i ventetiden til næste sommerbølge.
