Hvad er det nu med hveder og Store Bededag?

Der langes op mod fem millioner hveder over diskene i landets bagerier og supermarkeder i dagene før store bededag. Men hvorfor er det nu, vi sætter tænderne i de sprøde hvedeboller?

I morgen er det store bededag, og for rigtig mange danskere er det lig med, at vi i dag sætter tænderne i de varme.

Store bededag var oprindeligt tiltænkt bøn, og dagen blev indvarslet allerede aftenen før, hvor kirkeklokkerne ringede som et signal til, at kroer og forretninger skulle lukke.
Dengang skulle man faste fra særlige fødevarer, og man skulle i øvrigt afholde sig fra arbejde, indtil store bededags gudstjenester var afholdt.

Bagerne kunne altså ikke levere friskbagt brød denne dag, og derfor brugte de aftenen før store bededag på at bage hvedeknopper, som folk selv kunne varme på helligdagen. Det er altså her, skikken stammer fra.

Hvorfor holder vi Store Bededag
Den “Store Bededag” var blot én ud af mange bededage.

Idemanden bag Store Bededag var Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. I løbet af sine to første år som biskop fik Bagger indført hele tre faste- og bededage.

Store Bededag blev lovfæstet ved en kongelig forordning den. 27. marts 1686 og placeret den fjerde fredag efter påske. På denne måde kunne Christian den Femte nå at holde Bededag i København, inden han drog ud på sommerrejser til sine riger og lande.

Måske satte Kong Christian 5. tænderne i par varme hveder dagen før Store Bededag. Selvsamme Christian 5. udstedte bevilling til Dragør Lodseri i 1684 (se bevillingen sidste i artiklen.)

Denne lovfæstede Store Bededag var kun en ud af mange. Der var flere mindre bededage som var spredt ud over kalenderen. Fx var hver onsdag bededag på landet. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage og man fastede.

Store Bededags helt korrekte navn var “ekstraordinær, almindelig bededag”, og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke – stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt (og ædru) i kirke, som forordningen krævede. Man skulle faste indtil gudstjenesterne – inklusive aftensang – var afsluttede, og i øvrigt afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags “verdslig forfængelighed”.

Christian 5.s bevilling til Dragør Lodseri fra 1684. (kilde: Rigsarkivet)

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?