Dragør Sejlklub afholder internationalt Drage stævne 27. juni – 1. juli 2018

Dragør Sejlklub afholder den 27. juni – 1. juli et Grade One stævne for drager. Der er tale om et internationalt stævne med deltagelse af mange internationale topsejlere, hvoraf flere tidligere har deltaget ved både OL og Americas Cup.

Et Grade One stævne rangerer lige under VM, EM og Gold Cup, som er de største internationale events i drageklassen. Verden over afholdes årligt 5 Grade One stævner, og et værtsskab ved et sådan arrangement er ikke noget der kommer af sig selv – det er noget man gør sig fortjent til, så det er med stolthed, Dragør Sejlklub har påtaget sig værtsskabet. Stævnet, der hedder “Dragon Grand Prix, Denmark”, afholdes i dagene 27. juni til 1. juli, og der er tilmeldt 40 både fra 13 forskellige nationer. På stævnets første dag (onsdag 27/6) rigges og søsættes bådende, ligesom der foretages registrering og vejning af sejlerne (en besætning må tilsammen ikke veje over 285 kg).

Torsdag – søndag er der hver dag planlagt 2 sejladser i området syd for Peberholm og med første start kl. 10:55 (søndag dog kl. 09:55). Med 40 både vil der være tale om 120 sejlere, der hver formiddag stævner ud af Dragør Havn for at dyste om placeringer og ære. Og hertil kommer baneledelse og et større antal frivillige hjælpere, så når alle deltagere og hjælpere efter dagens sejladser samles på Dragør Sejlklubs terrasse, vil der her være op mod 150 personer samlet til de obligatoriske ”after race beers” og snak om dagens sejladser og resultater.

I stævnet indgår også sejlads om en pokal kaldet “Marblehead Trophy”, som er en pokal, der er indstiftet af borgerne i Marblehead, Massachusetts, USA i forbindelse med fejring af byens 300 års jubilæum i 1929. Det særlige ved denne pokal er, at det er den sejlklub, der er indehaver af pokalen, der er forpligtet til at afholde et stævne og lade sig udfordre af andre sejlklubber. At pokalen p.t. indehaves af Dragør Sejlklub skyldes ikke den er vundet, men at sejlere fra Dragør Sejlklub var de første til at udfordre, sidst der skulle sejles om pokalen. Der skete der nemlig det, at den arrangerende klub aflyste deres forsvar af pokalen, som så skal overdrages til den første udfordrer. Noget der følger af det gavebrev (Deed of Gift), der blev udfærdiget i forbindelse med pokalens indstiftelse i 1929.

Og blandt udfordrerne i år er der en båd fra netop Eastern Yacht Club i Marblehead. Så noget tyder på, amerikanerne gerne ser pokalen kommer en tur forbi den sejlklub, hvor der sejledes om den pokal allerførste gang. Om det lykkes ved vi den 1. juli når sejladserne er overstået. Men pokalen kan også havne helt andre steder, for blandt deltagerne er der også både fra bl.a. Japan, Ungarn, Portugal og Rusland. Se evt. mere om stævnet her link

Men et arrangement som dette kan ikke afholdes uden støtte, og derfor er Dragør Sejlklub også taknemmelig for den støtte og velvilje man har mødt hos Dragør Kommune og sponsorerne Harboes Bryggeri, Stelton, North Sails og Aluflam.

Fakta om Dragen

Sidst i 1920’erne besluttede de store Skandinaviske sejlklubber at udvikle en ny bådtype for unge sejlere. Gøteborg Kongelige Segel Selskab udskrev i 1927 en konkurrence, med det mål at etablere denne nye kølbådsklasse, til tur og kapsejlads og til en attraktiv pris.

Nordmanden John Anker, der var en velkendt norsk bådebygger og konstruktør og derfor også sad i juryen, indleverede selv et forslag til konkurrencen og vandt med den båd der senere fik navnet Dragen. Hun var en smuk slank båd, bermudarigget med stort overhang for og agter og en lille overbygning. Om læ en simpel indretning med plads til et par køjer.  Hun kunne bygges i gran eller mahogni for imellem norske 1700-2000 kr.

I løbet af de næste få år blev der bygget mere end 50 drager i Skandinavien og i 1935 kom den første båd til Clyde i Scotland og derfra til England hvor den hurtigt blev en populær weekend- og kapsejladsbåd med lokale flåder på op til 25 både. Herfra spredtes Dragen til resten af verden.

I 1948 blev Dragen valgt som olympisk båd og havde denne status til 1972. Danske sejlere som Åge Birch og Ole Berntsen var i denne periode dominerende i medaljerækken. Mere end 100 forskellige bådebyggere over hele verden har igennem årene været med til at sikre Dragens vækst og udbredelse, og således er der i dag registreret mere end 1800 Drager, hvilket gør Dragen til en af verdens mest udbredte kølbådsklasser.

En fortsat udvikling og modernisering af byggemetoder, materialer og layout inden for stramme klasseregler er med til at sikre fortsat udvikling af Dragen og også gøre det fortsat attraktivt for mange af verdens topsejlere at afprøve deres talent i klassen. Med en tilgang på 40 til 60 nye både om året og starter rundt om i verden med op mod 100 deltagende både forudses Dragen at have succes i mange år fremover.

Seneste artikler

 

Fik du læst?