Amagermuseet på Hovedgaden i Store Magleby har arbejdet intenst på en ny interaktiv udstilling som de åbner op for søndag den 1. juli. Den nye udstilling har taget brug af moderne teknologi som gør det muligt for de besøgende at komme så tæt på den “virkelige verden”, i gamle dage, som muligt.

Det nye tiltag er en del af museets Levendegørelse af historien som finder sted i juli måned.

“Amagerpigen Cornelia” er en interaktiv figur, som spilles af den lokale “Dragørpige” Mathilde Gerzymisch. “Cornelia” fortæller, på en ny og levende måde, historien om amagerbønderne. “Cornelia” guider også de besøgende videre i udstillingen hvor man bl.a. selv kan lege rigtig amagerbonde og køre på torvet i København med kål. Udstillingen rummer også et nyt “Dilemmaspil” med mange sjove spørgsmål som udfordrer din viden.

Hele udstillingen er flot sat op i smukke rammer og med gamle redskaber i samspil med moderne touchskærme hvor du kan kombinere historien med gamle billeder og film i stort flot format.

Museumsleder Søren Mentz glæder sig meget til at slå dørene op til den nye interaktive udstilling, som har fået navnet “Kål til København”, søndag den 1. juli kl. 12. Museet er åben alle dage, undtaget mandag, fra kl. 12-16.

