Der var stor glæde blandt Natteravnene i Dragør, da de i august sidste år var de stolte modtagere af årets initiativpris. Et år senere melder de sig atter klar til Frivillig Fredag i Dragør, og tænker tilbage på, hvad prisen har betydet.
Sildens Dags telt var godt pakket, da Natteravnene blev kaldt på scenen for at modtage årets initiativpris 2017. Borgmester Eik Dahl Bidstrup havde glæden af at trykke de stolte Natteravne i hånden, og Claus Dehn-Christoffersen fra Danske Banks Tårnby-afdeling stod klar med checken på 25.000 kr.
Anne Søgaard tænker tilbage på dagen, og reflekterer over, hvad prisen egentlig har betydet for Natteravnene: ”Det var både meget dejligt og meget nødvendigt for os at få et skulderklap på det tidspunkt. Vi er konstant afhængige af at kunne tiltrække nye Natteravne, og prisen gav os en synlighed og anerkendelse, som helt sikkert har været med til at bære os videre. Natteravnene bruger primært penge på bolsjer og kondomer, og rådgiver på gaden om alt fra hjælp til hjemtransporten til uønsket graviditet. Vi har ikke brugt pengene fra prisen endnu”, fortæller Anne Søgaard, ”men vores store drøm er, at prisen kan bruges på at skabe et eget sted for de unge i Dragør, som de kan råde over uden voksenopsyn, og som de selv kan værne om og passe på. Vi undersøger stadig hvad den bedste løsning kan være, men både forslag om en tipi og et samarbejde med spejderne om fælles adgang til en spejderhytte har været bragt på banen”.
Anne håber, at der snart kan findes et fysisk sted, og allerhelst ser hun, at det kan ske på tværs af aldersgrupper og interesser.
Anne Søgaard lægger i det hele taget op til, at der skal tænkes mere på tværs, og at Dragør kan få stor glæde af at bruge kompetencer og lokaler til flere formål. ”Vores erfaring er, at alt kan lade sig gøre i Dragør, hvis man tør fortælle historien, tør kontakte de rigtige og bede om hjælp, og kan forklare, hvorfor det man gør, er vigtigt.”
Natteravnene er stadig på gaden og mangler konstant nye ”ravne”, så alle nye bidrag er velkomne. Man kan møde Natteravnene til både Dragør Marked og Havnefesten, og på Frivillig Fredag får Anne Søgaard glæden af at være dagens første taler og byde velkommen på dagen.
Du kan stadig nå at nominere kandidater til årets initiativpris. Sidste mulighed for at indsende forslag til kandidater er den 10. august 2018. Forslag skal sendes til e-mail: frivillighed@dragoer.dk. Med indstillingen skal følge en motivering af, hvorfor den nominerede har gjort sig fortjent til prisen.
Yderligere information
Erhvervs- og turismechef Claus Rex: 51 56 45 67