Der blev gjort store øjne da ca. 470 motorcykler lørdag kom på besøg i Dragør. Det skete i forbindelse med det årlige Amager Bike Run som efterhånden er blevet ét af landets helt store events for MC folket.

Det var 4. gang at Amager Bike Run blev afviklet. Der køres en rute på ca. 60 kilometer med tre faste stop som er Dragør, Kastrup Fort og Langebro inden der sluttes af med pølser og en forfriskning i MC Fællesskabet Loge 13 på Hornevej i Kastrup.

Amager Bike Run er født med udgangspunkt i Amager Rundt, som oftest foregår på cykel, og da der er en lang tradition for MC Fællesskaber på Amager blev idéen ført ud i livet, første gang, for fire år siden. Det er MC Fællesskabet Loge 13 på Hornevej i Kastrup som er initiativtager til Amager Bike Run og Thomas Bek som er én af initiativtagerne fortæller at det første år var der 75 tilmeldte, andet år 220, tredje år 320 og i år omkring 470 motorcykler med på turen Amager Rundt. “Næste år kan vi måske godt nærme os 600-700 deltagere” siger Thomas Bek.

“Det er et kæmpe arbejde at tilrettelægge et så stort arrangement med både tilladelser hos Politiet og i det hele taget at tilrettelægge trafikken med lysreguleringer m.v., når der skal så mange maskiner afsted i samlet flok”, fortæller Thomas Bek.
“Der er allerede mange lokale erhvervsvirksomheder på Amager, som støtter op om Amager Bike Run og det er en væsentlig faktor for, at kunne afvikle et så stort arrangement. Fremadrettet vil vi gerne samarbejde med endnu flere virksomheder og sponsorer omkring Amager Bike Run og planen er, at vi kan køre et økonomisk overskud hjem, som vi fremadrettet kan bruge til at støtte et godt formål på Amager. Det kan være børn, hjemløse eller andre velgørende formål”, fortæller Thomas Bek.
Du kan se en videooptagelse fra turen på Youtube her