Det storstilede rekreative skibakkeprojekt Amager Bakke, som er Amager Ressource Centers (ARC) bud på fremtidens tagløsning, brænder flere penge af end de har i kassen. Budgettet tegner til at blive 8,9 millioner (ca. 10%) dyrere end de oprindelige 82,4 millioner kroner der var afsat til projektet. Det får nu fonden bag til at bede ejerkommunerne om flere penge.
Dragør som er blandt ejerkommunerne er blevet bedt om at yde et ansvarligt lån på yderligere 170.000 kroner for at dække hullet i kassen. Det bringer Dragørs samlede lån til det rekreative projekt op på 970.000 kroner.
Fonden Amager Bakke har været i kontakt med de fire fonde (A.P. Møller Fonden, Fonden R98, Lokale og Anlægsfonden og Nordea-fonden), som oprindeligt har indskudt 40,2 mio. kr., med henblik på at tilvejebringe det manglende anlægsbeløb. Tilbagemeldingen fra de private fonde er, at man ønsker, at udfordringen bliver håndteret af de fem ejerkommuner som nu alle har fået en henvendelse om yderligere lån.
Det foreslås, at det manglende beløb fordeles i samme forhold som de oprindelige lån (jf. nedenstående), og under samme vilkår som i de allerede tilsluttede låneaftaler.
ARC ejerkommune | Nuværende lån, kr. | Tillægslån kr. | Ansvarligt lån i alt, kr. |
København | 30.800.000 | 6.495.000 | 37.295.000 |
Frederiksberg | 5.500.000 | 1.160.000 | 6.660.000 |
Tårnby | 2.300.000 | 485.000 | 2.785.000 |
Hvidovre | 2.800.000 | 590.000 | 3.390.000 |
Dragør | 800.000 | 170.000 | 970.000 |
42.200.000 | 8.900.000 | 51.100.000 |
Fonden Amager bakke har bedt Deloitte om at vurdere, hvad en forhøjelse af lånerammen vil have af konsekvens for Fondens evne til at afdrage på de ansvarlige lån.
Deloitte konkluderer, at en udvidelse af den lånebaserede finansiering på op til 10 mio. kr. ikke vil påvirke Fondens muligheder for at afdrage på de ansvarlige lån eller resultere i en negativ egenkapital.
DragørNyheder.dk har uden held forsøgt, at få en kommentar fra Morten Dreyer (DF) som er Dragørs repræsentant i ARC.
Spørgsmålet om det nye lån skal behandles på Økonomiudvalgets møde i morgen torsdag den. 23. august.