Sådan lyder den knapt så flatterende overskrift hos TV2 Lorry i dag. Dragør Kommunes økonomi bløder med en budgetoverskridelse første halvår 2018 på 16,5 millioner og det er allerede meldt ud, at der skal fokus på økonomien i Dragør.

“Udgifterne skyldes primært stigende priser på bosteder og tilbud til folk med diagnoser og psykiske udfordringer. Det er noget, der er svært at tage højde for på forhånd, og i en lille kommune som vores, skal der ikke mange borgere til at vælte budgettet”, fortæller borgmester Eik Dahl Bidstrup til TV2 Lorry.
“Der skal spares en del penge, og der skal tages nogle svære beslutninger. Men der er klart, at de borgere, som har et behov, skal have det, de har krav på. Så vi vil prøve at spare på de serviceområder i kommunen, hvor det gør mindst ondt på borgerne, og som ikke involverer varme hænder”, fortæller Eik Dahl Bidstrup videre til TV2 Lorry.
“Vi vil prøve at spare på de serviceområder i kommunen, hvor det gør mindst ondt på borgerne..”
Eik Dahl Bidstrup, Borgmester
Præcis hvordan og hvor pengene skal spares, og ikke mindst hvordan det kommer til at berøre borgerne i Dragør Kommune, er for tidligt at sige noget om ifølge borgmesteren. Det kan først oplyses efter budgetforhandlingernes endelige vedtagelse den 4. oktober 2018.
Onsdag var der borgermøde på Wiedergaarden vedrørende kommunens budget og indtil den 30. august vil der være en åben høringsperiode i kommunen. Det er borgmesterens håb, at kunne skabe direkte dialog med borgerne.
Alle har mulighed for at komme med deres holdning til budgettet, og borgmesteren opfordrer alle til at deltage – også hvis man har løsningsorienterede forslag til, hvordan der kan findes penge i budgettet, siger Eik Dahl Bidstrup.