Fredag aften slog mange øjnene op på Dragør Søbad, da en “rigtig” og helt sprællevende havfrue svømmede forbi for at hilse på de mange gæster på det historiske søbad. At det hele passede med, at det samtidig var Dragør Kulturnat, gjorde ikke oplevelsen mindre facinerende.
Myten om fabeldyret havfruen lever overalt i verden og mangt en sømand har i de ensomme stunder forestillet sig, de smukke havfruer svømme rundt i vandet. Ifølge gamle sagn og historier var havfruen også empatisk og advarede altid sømænd om kommende uvejr. For København, ikke mindst, er det også blevet et af de vigtigste varetegn for byen.
Den lille havfrue, som besøgte Dragør på Kulturnatten, hedder imidlertid Karin og er bl.a. kendt fra Den Blå Planet hvor hun en gang om måneden hopper i den store Oceantank og fortryller børnene mens de hører foredrag om hvordan havfruemyten er opstået.
Karin har dykket i mange år og er desuden uddannet skuespiller. Og når den specialsyede hale kommer på, forvandles hun til en smuk havfrue.
Under sit besøg i den gamle søfartsby måtte havfruen dog overgive sig til en undervandsjæger som hurtigt fik den lille havfrue på krogen.