“Kære Nabo” legat til Dragør Boldklub

Dragør Boldklub var blandt de heldige da Københavns Lufthavn uddelte “Kære Nabo” legatet som er en solid check på 20.000 kroner. Dragør Boldklub var én blandt fem sportsklubber på Amager som fik overrakt legatet, meddeler Københavns Lufthavn i en frisk pressemeddelelse.

Der bliver sat pris på det frivillige arbejde hos fem af Amagers idrætsforeninger

Københavns Lufthavn giver Sundby Taekwondo Klub, Svømmeklubben KVIK, Ørestad IF, Dragør Boldklub og CSR/Nanok Rugby hver et legat på 20.000 kr.

Her er det sportsklubben CSR/Nanok – Rugby, som også modtog Kære Nabo legatet. Foto: Københavns Lufthavn

De fem lokale foreninger har muligvis fokus på forskellige sportsgrene, men fælles for dem alle er den store frivillige indsats på Amager. Foreningerne er ikke kun ramme om aktive oplevelser, men også socialt engagement og arrangementer, der har stor betydning for lokalsamfundet. Og det fortjener at blive hyldet, mener Københavns lufthavn.

”Vi ser os selv som en vigtig del af lokalsamfundet på Amager. Vi har ligget her siden 1925 og er den største arbejdsplads på Amager, ja, faktisk Danmarks største arbejdsplads. Det forpligter naturligvis. Vi er glade for at kunne give noget tilbage til Amager og til de mange mennesker, som er en del af foreningslivet,” siger lufthavnens driftsdirektør, Kristian Durhuus.

Driftsdirektør i Københavns Lufthavn, Kristian Durhuus – Pressefoto

Uddelingen er et helt konkret initiativ i lufthavnens arbejde med social ansvarlighed, der blandt andet betyder et større engagement i udviklingen af lokalsamfundet. Og der bliver taget godt imod initiativet hos foreningerne.

Hos Dragør Boldklub handler det lige så meget om tanken bag legatet som selve beløbet:

”Vi er i Danmark ikke så gode til at rose hinanden og give et klap på skulderen. Derfor er vi beærede og glade over at blive udvalgt – at der helt bogstaveligt bliver sat kontant pris på det arbejde vores flere end 150 frivillige gør for børn og unge i Dragør,” siger formand Tina Vexø.

Formand i Dragør Boldklub, Tina Vexø (pressefoto)

Dragør Boldklub blev i øvrigt kåret til årets ungdomsklub i 2014 af DBU. Også hos de hårdhudede drenge i den Christianshavn-baserede rugbyklub CSR/Nanok, har man før høstet anerkendelse. Klubben blev i 2011 kåret til årets Idrætsforening i København for sit fokus på rekruttering af minoriteter. Nu kommer så legatet fra Københavns Lufthavn.

”Vi havde bestemt ikke regnet med at skulle have et legat på 20.000 kroner. Pengene kan vi bestemt altid bruge til vores arbejde i klubben. Men når det er sagt, så varmer det, at der bliver sat pris på vores arbejde med især de unge,” siger klubsekretær Niels H. Larsen.

Han understreger, at rugby nok kan se voldsomt ud på banen, men at sporten har stærke værdier som sammenhold, respekt, fairplay og disciplin.

”Det er ikke til rugby-kampe man oplever ballade blandt spillere og tilskuere – eller brok over dommeren. Vi plejer at sige, at rugby er en bøllesport for gentlemen, mens fodbold nok mere er en gentleman-sport for bøller,” siger Niels H. Larsen med et glimt i øjet.

“Kære Nabo” legatet på 20.000 kr. kan foreningerne bruge efter deres egne ønsker og behov.

Læs mere om CPH og naboerne her

 FAKTA OM DE FEM MODTAGERE:

  • Sundby Taekwondo Klub, 140 medlemmer
    Blev oprettet i 2001. Fokuserer blandt andet på reintegration af marginaliserede unge i samarbejde med Dyvekeskole, Amagerfælled Skole og Peder Lykke Skolen.  Træningen handler om at lære respekt, disciplin og udholdenhed – og så må det gerne være hyggeligt efter træning.
  • CSR/Nanok – Rugby, Christianshavn, 140 medlemmer
    Den Christianshavn-baserede blev kåret til årets Idrætsforening i København i 2011 for sit fokus på rekruttering af minoriteter. Foreningen blev oprettet i oktober 1970 som en drengeklub, men blev i 1974 sammenlagt med seniorholdet.
  • Dragør Boldklub, 950 medlemmer
    Moderklub for landsholdsspiller Mie Leth Jans, der i dag spiller i Manchester City. Har mottoet ”Venner og vindere”. Dragør Boldklub blev stiftet 21. maj 1907 og er Amagers ældste fodboldklub. Klubben blev desuden kåret til årets ungdomsklub i 2014 af DBU.
  • Ørestad IF, 980 medlemmer
    Stiftet i 2012 med det formål at fremme idrætslivet i lokalområdet samt skabe aktiviteter, der styrker det sociale liv i området. Formålet er at skabe liv og identitet i en ny bydel. Klubben tilbyder fodbold, håndbold, gymnastik og løbetræning.
  • Svømmeklubben KVIK, Kastrup, 2600 medlemmer
    Et stærkt fællesskab har plads til både bredden og elite. KVIK er med sine 2.600 medlemmer den største idrætsforening på Amager, og her er ambitionen: ”at lære alle at svømme”. Der er plads til både babysvømning, motionshold i alle aldre og konkurrencesvømning. Klubben blev dannet 1. oktober 1933, et års tid efter åbningen af Kastrup Søbad.

Kilde: Københavns Lufthavn

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?