En advarsel var med til at redde flere tusinde danske jøder

I år er det 75 år siden, at tusindvis af danske jøder blev reddet og bragt til Sverige. Langt størstedelen af de danske jøder overlevede forfølgelserne under 2. verdenskrig ved at flygte til Sverige i oktober 1943. I alt lykkedes det for over 7000 personer at komme over Øresund på den ene eller anden måde. Oftest ved at betale fiskere og mellemmænd for at blive fragtet til søs. En enkelt advarsel var afgørende for redningen.

Oktober 1943 – flugten fra nazisterne

(Venligst udlånt af Museum Amager)

Da Danmark blev besat af tyske styrker d. 9. april 1940 stod det danske samfund over for en række nye tiltag grundet den radikalt ændrede samfundssituation. Man var under tysk besættelse og måtte derfor indordne sig under den tyske besættelsesmagt. Det faktum, at man i Danmark fik etableret en velfungerende samarbejdspolitik mellem den fortsat siddende danske regering og de tyske besættelsesstyrker gjorde, at man i vidt omfang slap for så drastiske tiltag som man ellers kom til at opleve andre steder i det tysk-besatte Europa. Den dansk-tyske samarbejdspolitik betød bl.a., at den danske regering kunne kræve af tyskerne, at de, som modydelse for den danske regerings samarbejde, holdt sig fra at sætte ind over for de danske jøder som man havde set det ske andre steder. Således levede de danske jøder relativt fredeligt i Danmark frem til efteråret 1943.

De fredelige forhold for de danske jøder ændrede sig imidlertid radikalt i efteråret 1943 i kølvandet på augusturolighederne, samarbejdspolitikkens sammenbrud og besættelsesmagtens indførelse af militær undtagelsestilstand.

Bekendtgørelse af indførelsen militær undtagelsestilstand i kølvandet på urolighederne i efteråret 1943. Kilde: Museum Amager

Med den danske samarbejdsregering ude af billedet var der ikke længere en regeringsinstans til at holde hånden over den jødiske befolkning i Danmark og tyskerne kunne nu, dækket ind af de spirende uroligheder i landet iværksætte en aktion, der havde til hensigt at internere den danske jødiske befolkning og sende den til de frygtede tyske koncentrationslejre.

Aktionen, der var planlagt til at blive afviklet natten mellem d. 1. og 2. oktober 1943, blev imidlertid for-purret før den overhovedet blev iværksat. Fra tysk side blev det lækket, via den tyske marineattache G.F. Duckwitz, at tysk politi den pågældende nat ville komme og internere de danske jøder. Via danske politikere spredtes budskabet til det jødiske trossamfund og på ganske kort tid var stort set hele den danske jødiske befolkning, på i omegnen af 7000 individer, advaret om hvad tyskerne havde planer om. Da tysk politi stormede de jødiske familiers boliger fandt de derfor så godt som ingen hjemme. De danske jøder var gået under jorden eller allerede flygtet ud af landet.

Situationen i Norden, der i den grad kom de danske jøder til hjælp, var den, at hvor Danmark og Norge var besat af Tyskland, der havde Sverige formået at opretholde sin neutralitet og var derfor fortsat en fri nation. Den flygtende dansk-jødiske befolkning vidste derfor, at lige på den anden side af det snævre Øresund ventede friheden uden for nazisternes rækkevidde.

Dansk jødisk familie skuer ud over Øresund. Kilde: Museum Amager

I ugerne efter, at rygtet om den nært forestående aktion imod de danske jøder havde spredt sig, begyndte størstedelen af Danmarks godt 7000 jøder derfor, at bevæge sig mod primært de østvendte sjællandske kyster, hvor distancen til Sverige var mindst. Fra Dragør havn er der eksempelvis kun godt 12 km. til Sverige og derfor valgte i omegnen af 700 flygtende jøder, at søge mod Dragør, for via den lille kystby at komme i sikkerhed i Sverige.Ved ankomsten til kystbyer som Dragør, var det til at begynde med en noget småkaotisk situation der mødte de flygtende jøder. Dragør havde under besættelsen i omegnen af 2400 indbyggere og når der pludselig begyndte at strømme hundredvis af flygtende jøder til byen opstod der et potentiale for problemer idet en så massiv tilstedeværelse er noget nær umulig at hemmeligholde for de tysk-venlige stikkere man frygtede opholdt sig i byen. Det var derfor vigtigt i en fart, at få mobiliseret hjælpsomme lokale medborgere og få skjult de flygtende jøder indtil man kunne få arrangeret deres transport over Øresund. Således groede der på ganske kort tid i Dragør, såvel som i andre kystbyer, en systematiseret og lokalt forankret redningsorganisation op idet nødvendigheden bød sig. Private tog flygtninge ind og gemte dem i deres hjem imens andre bysbørn sørgede for at lave aftaler med byens bådejere om at få sejlet flygtningene til Sverige.

En af de lokale hjælpere var Ellen Nielsen, der boede i Dragør, men som til daglig arbejdede som fisker-kone på Gammel Strand i København. Ved et tilfælde kom hun, inde i hovedstaden, i kontakt med flygtninge, der søgte hendes hjælp og lokalkendskab i Dragør til at komme over Øresund og snart var hun en aktiv del af det netværk der risikerede alt for at hjælpe de danske jøder til Sverige. Mange som Ellen blev ved et tilfælde involveret i flugtarbejdet og valgte efterfølgende på fast basis at bidrage til redningen af deres jødiske landsmænd. Ellen Nielsens skæbne er speciel idet hun i sommeren 1944 blev fanget af Gestapo og via Frøslevlejren sendt til den tyske fangelejr Ravensbrück. Ellen Nielsen overlevede opholdet i Tyskland og hendes historie står den dag i dag tilbage som et eksempel på den lokale vilje der eksisterede til at hjælpe de flygtende danske jøder.

Et særligt forhold i forbindelse med transporten af de danske jøder til Sverige er det faktum, at største-delen af de bådejere, primært lokale fiskere, der i Dragør og i resten af landet sejlede jøder til Sverige valgte at tage sig betalt for at hjælpe flygtningene over Øresund. Gennemsnitsprisen for at blive transporteret over Øresund lå på ca. 1000-1500 kr. Omregnet til kursen i dagens Danmark svarer det til ca. 20-30.000 kr. per mand. Der var således tale om store beløb der skiftede hænder i havnebyer som Dragør, men med til historien hører det, at ingen jødiske flygtninge blev efterladt i Danmark på grund af pengemangel. Kunne man ikke selv betale blev der samlet ind til at betale for ens overfart. Hvorfor bådejerne tog sig så relativt godt betalt for at hjælpe flygtningene over Øresund er et spørgsmål med vidt forgrenede svar. Nogle sagde at de ved at hjælpe risikerede deres levebrød og derfor følte de burde kompenseres mens andre åbenlyst så det som en god forretningsmulighed. Det er umuligt at generalisere idet bevæggrundene for at hjælpe var lige så talrige som mængden af bådejere der deltog. At store pengesummer skiftede hænder for at få de danske jøder til Sverige er imidlertid et faktum, uanset motivationen der for.

Den storstilede flugt via Dragør havn blev imidlertid bremset lige så hurtigt som den var opstået idet man fra tysk side valgte at sætte ind over for de illegale aktiviteter i Dragør. Overordnet set var den tyske indsats for at forhindre de danske jøders flugt til Sverige relativt begrænset, men alligevel valgte besættelsesmagten d. 4. oktober 1943, at iværksætte en razzia i Dragør. Dramaet, der kom til at udspille sig i Dragør, tog dog en uventet drejning idet de tyske politistyrker ikke engang nåede ind på havnepladsen før de rendte på jødiske flygtninge på vej til havnen. På Strandlinjen, en af vejene ind i Dragør, stoppede de tyske styrker en gruppe flygtninge, der efter et kort flugtforsøg, der blev bremset ved hjælp af tyske varselsskud, blev anholdt. De affyrede varselsskud havde imidlertid den effekt, at de advarede alle i byen om den igangværende razzia og havneområdet blev omgående ryddet for enhver flugtaktivitet. De jødiske flygtninge skjulte sig i al hast og holdt sig tavst i skjul alt imens de tyske styrker afpatruljerede byen. Efter d. 4. oktober var det meget småt med flugtvirksomheden via Dragør havn og flygtningene søgte mod andre byer langs Øresunds kyst. Men Dragørs indbyggere havde vist deres humanitære vilje til at hjælpe deres flygtende landsmænd og lykkedes med, på få uger, at redde i omegnen af 700 flygtende jøder over Øresund. De fleste gjorde det af medmenneskelighed, mens nogle gjorde det for at profitere på situationen.

Tyske soldater afpatruljerer dansk havn (billede ikke fra Dragør). Kilde: Museum Amager

Årsagerne til at træde til og hjælpe var som bekendt mange, men da flugten var overstået stod det unik-ke faktum tilbage, at det på relativt kort tid var lykkedes at redde i omegnen af 95% af den danske jødiske befolkning fra at falde i nazisternes hænder og risikere en forfærdelig skæbne i de tyske koncentrationslejre. I alt blev der sendt 482 danske jøder i koncentrationslejr under 2. Verdenskrig. Historien er unik i fortællingen om Holocaust i Europa og giver kystsamfund som Dragør en helt speciel rolle i den danske besættelsestidshistorie.

Som et specielt forhold for historien om flugten via Dragør kan man den dag i dag, på Dragør havn, se den sidste tilbageværende funktionelle fiskekutter, der i efteråret 1943 bidrog til at redde de danske jøder til det neutrale Sverige. Kutteren Elisabeth K571 tilhørte under krigen fiskeren Einar Larsen, der efter eget udsagn sejlede 70 jøder til Sverige og som i 1944 blev tvunget til selv at flygte over sundet i sikkerhed. Elisabeth K571 tilhører i dag Museum Amager, der står for fremvisning og formidling af kutterens unikke historie.

Mandskab på kutteren K571 Elisabeth (bygget 1942) deltog aktivt med redning af jøderne i begyndelsen af oktober 1943. Man nåede fire ture, hver med ca. 30 flygtende jøder, inden tysk sikkerhedspoliti fra København den 4. oktober 1943 lavede razzia på Dragør Havn. (Kilde: Dines Bogø – Lokalhistorier.dk)

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Go’morgen Amager

Lørdag 8. maj – solen står op: 05.14 og går ned kl. 20.58. Dagen tiltaget med 08.42 minutter. Månen er aftagende – tre dage til nymåne. Vejret: Der

Læs mere »