Stærkt reduceret trafikkapacitet i rundkørslen i lufthavnen

Bilisterne i Dragør må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed i den kommende tid. Ifølge Københavns Lufthavn vil arbejdet med udvidelse af krydset i lufthavnen være påvirket af reduceret kapacitet i perioden frem til medio december. Det er en del af det planlagte arbejde med udvidelsen og ombygningen af rundkørslen i lufthavnen.

– I forbindelse med udvidelsen af den travle rundkørsel, der betjener Amager Strandvej, Kystvejen og trafikanterne fra Øresundsbroen herude ved lufthavnen, går vi nu i gang med at arbejde på selve venstresvingsbanerne på Amager Strandvej og på broen. Det betyder desværre, at der vil være stærkt reduceret kapacitet i krydset, og vi forventer derfor, at der kan opstå køer både i og udenfor myldretiden. Vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at planlægge arbejdet, så det går mindst muligt ud over trafikken.

Kasper Hyllested, Pressechef i Københavns Lufthavn. Pressefoto

– Vi forventer, at arbejdet vil vare til medio december. Vi beklager de gener I måtte opleve i denne periode. Den nye rundkørsel og tilslutningsvejene med de nye venstresvingsbaner, står helt færdig ved udgangen af januar 2019, siger Kasper Hyllested som er pressechef i Københavns Lufthavn.

Om udvidelsen

Helt konkret udvides der ved Amager Strandvej fra én til to venstresvingsbaner i retning mod København og på broen udvides der fra én til to venstresvingsbaner mod Amager Strandvej. I selve rundkørslen dedikerer man punktvis den ene bane så den fungerer som shunt når man kører fra Kystvejen og op mod motorvejen. Og ved indkørslen til Circle K/Netto/McDonalds omlægges stikrydsningen for at få bedre trafiksikkerhed.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?