En lettere diset torsdag eftermiddag var Dines Bogø på tur rundt i Store Magleby Sogn. Det afledte et par småhistorier som du kan læse herunder.
Af Dines Bogø
Store Magleby
Personalet i Borgerservice på Kirkevej 7, var venlige, hurtige og effektive, da jeg skulle kigge på nogle historiske tegninger.
Fra ”Kys og Kør området” ved Store Magleby Skole over for rådhuset har man en god synsvinkel til den nye svømmehal, hvor man snart markerer rejsegilde.
Bemærkede, da jeg kiggede på skolens gymnastiksal (tidl. afstemningslokale), at man bankede huller flere steder i nordsiden af bygningen. Jo i bygningen er der kun tre udgange mod syd, så der skal etableres tre nye nødudgange bl.a. mod nord?
”Kys og Kør området” på sydsiden af Hollænderhallen var om eftermiddagen mere ”Hej og Hop-ind område”.
Biblioteket på 2. sal i Hollænderhallen er blevet ændret. Ikke ombygget, men der er omrokeret, som man kalder det. Gad vide om det igen skal ændres, når den interne biblioteksstruktur, som foreslået allerede i marts 2017 for de to udlån og lokalarkiv, er faldet på plads.
D.B. Dirchsens Allé
Det giver ikke de store problemer, at indkørsel til D.B. Dirchsens sydlige del midlertidigt foregår fra Ndr. Dragørvej.
Skal man til den nordlige del af D.B. Dirchsens Allé foregår det via stikvejene eller midlertidigt i en lille bue ind i Tårnby Kommune via Kystvejen. Det ser også ud til at fungere.
For enden af Strandstien på grænsen til Tårnby kommune er der kommet et nyt lille stykke dige. Er det ”Digeudvalget”, der nåede at sætte et aftryk, inden det hurtigt nedlagde sig selv?
Måske er det ”Dragør Nordstrands Kystbeskyttelseslaug”, der har lukket et lille hul i diget inde i Tårnby på Maglebylilles gl. engjord?