Ejendomsforeningen Danmark har for nyligt udgivet en ny undersøgelse over kommunernes ejendomvenlighed. I undersøgelsen placerer Dragør sig som bundskraber på listen som nr. 97 ud af landets 98 kommuner.
Ejendomsforeningen Danmark måler og rangerer hvert år kommunernes ejendomsvenlighed. Det gør de for at synliggøre, at kommunerne har mange muligheder og konkrete redskaber for at påvirke lokale vilkår for investeringer i ejendomme, og dermed mulighed for at understøtte en øget økonomisk aktivitet til fordel for kommunens
borgere og virksomheder.
Kommunerne ejendomsvenlighed vurderes ud fra følgende parametre:
- Dækningsafgift
- Grundskyld
- Om kommunes private lejeboliger er reguleret eller ej
- Sagsbehandlingstiden for byggesager
- Byggesagsgebyrer
- Antallet af ejendomsforbrydelser (brandstiftelse, hærværk og indbrud) per 100.000 bygningskvadratmeter
Er det et retvisende billede af Dragør med en placering som nr. 97?
Vi spurgte Allan Holst (S) om undersøgelsen giver et retvisende billede af Dragør og om de forhold som gør sig særligt gældende i Dragør.
– Generelt giver disse ranglister ikke et reelt billede af, hvordan kommunerne løfter de enkelte opgaver. Derfor er jeg hverken bekymret, når vi ligger dårligt, eller overstadig når vi ligger godt.
– Ofte sammenligner man æbler og pærer. Kommunernes vilkår er forskellige. F.eks. om man har eller ikke har erhvervsjord til salg, og om man har boligudviklingsområder eller ikke. Dragør vil aldrig komme til at ligge godt på de parametre.
Borgere klager over Borgere
– Det jeg kigger på, er sagsbehandlingstider. Og der har vi pt. nogle udfordringer. Dels har vi aktuelt mange flere byggesager end normalt, dels ligger de sjældent til ‘højrebenet’ da mange går lige til grænsen, og gerne lidt over. Dels har vi haft et generationsskifte på flere af vore stillinger. Det giver i sig selv altid lidt længere sagsbehandling og endelig har vi flere sager, hvor borgere klager over andre borgere, hvilket også tager tid at behandle, meddeler Allan Holst til DragørNyheder.dk