Onsdag aften var beboere fra Amager samlet til nabomøde afholdt af Københavns Lufthavn. Baggrunden for mødet var, at beboerne – på trods af forskellige initiativer – fortsat er generet af taxier i tomgang på de lokale veje. På mødet kom beboerne med deres forslag til, hvordan der kan dæmmes op for problemerne, meddeler Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Over et varmt glas gløgg og et par æbleskiver blev taxiproblematikken i lokalområdet omkring Københavns Lufthavn diskuteret mellem Amager og Tårnbys beboere, Københavns Lufthavn og taxiselskaberne. På trods af tidligere initiativer fra lufthavnen og taxiselskaberne, herunder et større taxidepot og nyt IT-system med bedre prioritering af taxier, har beboere på Amager fortsat kunnet opleve ventende taxier langs de lokale veje.

Amagers beboere blev derfor indkaldt til nabomøde i Vilhelm Lauritzens Terminal onsdag aften for at diskutere nye løsninger på taxiproblematikken. Forud for mødet lød beskeden fra passagerchef i København Lufthavn, Thomas Hoff Andersson: ”Vi stopper ikke, før alle taxier er med på vognen, derfor har vi brug for beboernes inputs”.
På mødet fik både beboere, lufthavnen og taxiselskaberne mulighed for at komme med deres synspunkter på problematikken, og der var bred enighed blandt taxiselskaber om, at der er brug for beboernes hjælp til at anmelde de sprukne kar i taxibranchen, for at selskaberne kan yde den bedst mulige service for kunderne.
Thomas Hoff Andersson er glad for at se så stor opbakning til arrangementet:
”Det var dejligt at se så mange af lufthavnens naboer til mødet. Taxiproblematikken har mange aspekter, og det er derfor en balancegang imellem beboernes og taxiselskabernes behov og ønsker. Problematikken skal løses sammen, og derfor var vi også glade for, at både beboerne og taxiselskaberne tog del i debatten, så vi kan komme videre med arbejdet” siger han.
Til mødet var borgmester Allan S. Andersen også tilstede for at overvære debatten, som specielt berører beboere i Tårnby Kommune.
Kilde: Københavns Lufthavn