Marianne Bartlmä: ”Jeg elsker kontraster i mit liv”

Kontrasten mellem at sidde med Danmarks største privatkunders komplekse bankforretninger og det at lave en simpel kop kaffe er en kombination, som giver Marianne Bartlmä energi til at få alle enderne til at nå sammen. Du kender hende fra Madam B’s kaffevogn på julemarkedet og Dragør Street Food.

Privatfoto

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Jeg er vokset op i Dragør, hvor jeg gik på Nordstrandsskolen. Jeg har altid været meget aktiv og var tilmeldt alle hold fra syning og keramik til bagning og fotolære. Jeg gik til ridning hos Fru. Sellerup i Rytterager, hvor jeg fandt samhørighed med de øvrige hestepiger. I flere år gik jeg til håndbold i Hollænderhallen, men knækkede aldrig helt koordinationskoden og blev således aldrig rigtig god til spillet.

Måske så du mig i Lunden, hvor jeg løb rundt med mine veninder – eller gik ture med omegnens hunde. Vi havde et træ vi kaldte ’skid-i-bukserne-træet’ – fordi der var så langt ned, at man var ved at gøre i bukserne, når man så ned deroppe fra. For nogle år siden, kunne man stadig se et par brædder højt, højt oppe i et træ, som måtte have været ’vores’ træ. Vi havde en fantastisk frihed og min fantasi har altid været mig en tro følgesvend, der har været med til at gøre det hele lidt sjovere.

Jeg flyttede tidligt hjemmefra og havde min gang på Amagerbro, og sidenhen Østerbro. I 2005 returnerede jeg med mand og mine to børn, som skulle have nogle trygge og skønne rammer at vokse op i. I mange år var jeg således via mine børn tilknyttet til Dragør Skole. Her fandt jeg nye og dejlige relationer, som bragte mig ud i Dragørs skønne natur. Mange gange om ugen kunne man se mig sammen med min trofaste løbemakker i Dragør og omkring Søvang. Det blev både til halvmaraton og hele to maratons.

Noget af det bedste, jeg har gjort de seneste par år, er at starte til maling hos Annette Fuhs Petersen i Dragør. Hun er en virkelig dygtig læremester, der skaber nogle fantastiske rammer til fordybelse. Ofte når vi helt meditative tilstande – lige noget jeg har brug for i min travle hverdag.

Om vinteren finder jeg den fineste samhørighed på Badeanstalten, hvor jeg vinterbader. Igen er det mødre fra henholdsvis min datters fodboldhold og mødre fra min søns skoleklasse, som troligt møder op søndag efter søndag. Det er balsam for sjælen.

Hvad består din hverdag af?

Min hverdag starter hver morgen kl. 7.00 i min lille kaffevogn – Madam B’ Kaffe, kaffe med sjæl – som holder til i Neroport ved Ørestad. Man skal passe på, hvad man sender ud i universet… Jeg har altid ønsket mig en rolig morgen, hvor jeg havde tid til at drikke en god kop kaffe…. og vupti, så fik jeg mig en kaffevogn. Kl. 8.00 kommer mit skønne personale og overtager ’kræet’, som de kalder den.

Privatfoto

Min helt rigtige hylde er dog i banken, hvor jeg har været finansiel terapeut eller forsøgt at blive ’most trusted’ finansiel sparringspartner. Var jeg blevet i Amagerbanken, hvor jeg er udlært, ville jeg have haft 31-års jubilæum. I mange år sad jeg og handlede aktier, og denne baggrund bruger jeg nu til at komme godt rundt om kunden mht. til risikoprofil mv. Herudover tager jeg livet af mine kunder (på papiret), så vi får italesat, hvad der sker med deres formue, når de ikke længere er her. Det er vigtigt. Pension og Skat er områder, der altid har fyldt meget, og jeg tager en ære i at komme hele vejen rundt om mine kunder ved en dosseret og proaktiv tilgang.  Jeg er vild med mine kunder og den tætte relation, vi har.

Når jeg kommer hjem, stimuleres jeg af mine børn – Oliver på snart 19 år og Matilde på 17,5 år. De går begge på Innovation på Niels Brock. Jeg glædes hver dag over, at de har mange relationer, der gør det sjovt at være i deres alder. Det minder mig om min egen gymnasietid på Tårnby Gymnasium, hvor der altid var fart på og fest i gaden.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Madam B’ Kaffe – kaffe med sjæl har snart et år på bagen. For mig føles det dog stadig som en stor nyhed i mit liv. Jeg har stået på Dragør Street Food marked i sommers og julemarkedet i Dragør her i december og har nydt at lave god kaffe til alle. Folk bliver altid så glade for at kunne købe en god kop kaffe – og masser af dem, jeg kender fra Dragør og omegn, kommer forbi mig til en hurtig snak og en god krammer. Jeg føler mig heldig, for der er så god energi i det.

Jeg elsker kontraster i mit liv – og kontrasten mellem at sidde med Danmarks største privatkunders komplekse bankforretninger og så det at lave en simpel kop kaffe er en kombination som giver mig energi til at få alle mine ender til at nå sammen. 

Hvad er dit bedste Dragør-minde?

Badeanstalten – både vinter og sommer, hvor jeg har oplevet den helt unikke samhørighed, der er så vigtigt for os mennesker. I al vores nøgenhed, er vi bare mennesker.

Hvad er dit yndlingssted i Dragør?

Badeanstalten 🙂

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Fastelavn – hvor jeg imponeres over den gamle tradition, der stadig holdes i hævd både i Dragør og St. Magleby

Hvad er dit bedste Dragør-tip?

Bliv vinterbader eller tilmeld dig et malekursus – det gør virkeligt noget godt for sjælen.

Navn: Marianne Bartlmä

Alder: 50 år

Beskæftigelse: Private Banker og kaffemor hos @madam_b_kaffe

Kæreste: Lars

Børn: Matilde og Oliver

Hvad er din tilknytning til Dragør? Jeg har boet i Dragør fra jeg var 5 år til jeg var 17 år – og igen fra 2004. Jeg voksede op på Ulspilsager 36, så flyttede vi 10 måneder til Søvang for så at komme tilbage til Ulspilsager 86. I 2004 købte min mand og jeg Øresunds Alle 14, som vi renoverede fra A til Z. Det hus solgte vi, og jeg købte og totalrenoverede mit nuværende hus på Stenbakken i 2014.

 

Seneste artikler

Fik du læst?