Amager Fælled: Græsrødder forsvarer lokale naturfredninger

På torsdag den 24. januar skal Folketinget behandle et forslag fra Dansk Folkeparti, der vil fratage Danmarks Naturfredningsforening retten til selvstændigt at foreslå naturområder fredet. Det møder stærk kritik fra Naturfredningsforeningen som nu vil forsøge at stoppe Folketingets planer om at tvangsophæve fredningen af tre naturområder i København.

En lille vibeunge på Lærkesletten også kaldet Camping Grunden, der står til at miste sin fredning, skriver Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Nikolaj Noel Christensen / Danmarks Naturfredningsforening

Et angreb på naturen i København

– Vi ser Folketingets tvangsophævelse af de tre fredede områder som et direkte angreb på naturen i København og på vores naturfredninger helt generelt, siger næstformand i Danmarks Naturfredningsforening København, Knud Erik Hansen i en pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening.

– Områder fredes for evigt. Fredninger skal beskytte natur, rekreative hensyn og kulturhistorie mod andre interesser og i allerhøjeste grad mod spekulation i økonomisk vinding. Da baggrunden for forslaget er økonomisk vinding, er lovforslaget i direkte modstrid med et helt afgørende element i naturfredningen, siger Knud Erik Hansen videre i meddelelsen.

Han opfordrer politikerne i Folketinget til at overgive sagen til fredningsnævnene, således at sagen kan blive behandlet med respekt for naturfredningsloven.

Den planlagte ophævning af fredninger har fået Danmarks Naturfredningsforening i København til at gå sammen med bl.a. Amager Fælleds Venner, Fiskerihavnens Venner og flere grønne organisationer som har stiftet Fredningsalliancen på Facebook som vil forsøge at stoppe Folketingets planer om tvangsophævelse af 3 fredningsområder i København.

Tiderne skifter siger Morten Dreyer fra Dansk Folkeparti

For en måned siden spurgte DragørNyheder.dk Morten Dreyer fra Dansk Folkeparti om formålet med at tvangsophæve fredningerne;

– Ændringen er logisk. Grundlæggende er det et problem, at frivillige organisationer har forvaltnings beføjelser. Ved at fjerne Danmarks Naturfredningsforenings ret til selvstændigt at rejse fredningssager fjerner man ikke deres muligheder. De kan derefter frit forberede deres fredningsønsker som idag, og derpå bare bede kommune eller Stat om at fremme det.

– I dag har Danmarks Naturfredningsforening udviklet sig til en stor topstyret organisation, hvor professionelle ansatte står for driften centralt. Kommunerne har også udviklet sig. I 30´erne var kommuner og sogne ekstremt små organisationer med bare en lille håndfuld ansatte uden overskud til langsigtede fredningssager. I dag er kommunerne gennemprofessionelle organisationer. Som sagtens kan forestå fredningssager.

Handler om penge ifølge Danmarks Naturfredningsforening

I kølvandet på hele Amager Fælledsagen vil Folketinget nu ophæve fredningen af en række naturområder i København således, at det statslige og kommunale selskab By & Havn I/S kan få en økonomisk gevinst. Indkomsten skal bruges til at betale metrogæld og en ny metro, står der endvidere i pressemeddelelsen fra Danmarks Naturfredningsforening;

Alvorligt at folketinget går udenom normal praksis

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, roser det lokale initiativ og håber meget, at Politikerne vil lytte til protesterne.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding

– Vi så med hele Amager Fælled-sagen, hvor stor indflydelse det kan have når lokale borgerinitiativer forsvarer naturen. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at folketinget tilsidesætter normal fredningspraksis og gennemtvinger en affredning ved lov fremfor at gå den normale vej igennem fredningsnævnene. Det er med til at underminere hele princippet med naturfredninger, slutter Maria Reumert Gjerding pressemeddelelsen af med.

Kilde/Link/Foto: Danmarks Naturfredningsforening

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »