Amager Bryghus som i 2018 blev kåret som årets danske bryggeri har store planer for deres gyldne dråber. Bryggeriet som holder til i Kastrup arbejder lige nu på at åbne deres egen ølbar i København.

I første omgang kigger bryggeriet på at etablere en bar i indre By og hvis det bliver en succes, er Morten Valentin Lundsbak, direktør og medstifter af Amager Bryghus, åben for at få endnu en bar op at stå, gerne på Amager, skriver Ritzau Finans ifølge online mediet food-supply.dk.

Menukortet kommer ifølge Amager Bryghus til at bestå af op til 15 forskellige øl, som løbende bliver skiftet ud. Og der er ikke kun tale om øl fra Amager Bryghus.
– Der er andre dygtige bryggerier i Danmark, og flere af dem samarbejder vi allerede med. Og hvis deres øl holder høj kvalitet, så skal det også på hanerne, siger Morten Valentin Lundsbak til Ritzau Finans.
Læs også: Amager Bryghus er Årets danske Bryggeri 2018
Siden grundlæggelsen i 2007 har Amager Bryghus vokset sig stor også i udlandet, hvor bryggeriets eksportandel målt på volumen veksler et sted mellem 50 og 70 pct., hvor Sverige, Norge, Finland, Spanien og Italien er nogle af de største markeder.
Historien om Amager BryghusHistorien om Amager Bryghus er også historien om de to venner Morten Valentin Lundsbak og Jacob Storm, som bestemte sig for at gøre en passion for godt øl til deres levevej. Direkte adspurgt indrømmer de to drenge, at deres tid i samme klasse på HTX forsvinder lidt i tågerne, hvorfor de da også blev alvorligt udfordret, da de en dag blev tvunget ud i at skulle skrive et fællesprojekt i fysik og kemi. To fag de kun havde vage begreber om – mest fra skoleskemaet, ikke så meget fra klasseværelset. Til deres egen – og kundernes – overraskelse lykkedes det dem at brygge øl så velsmagende, at det rent faktisk kunne sælges – fra Sundby til Sydney. I dag er Amager Bryghus en i enhver henseende strømlinet og professionelt drevet virksomhed, hvis yderligere ekspansion og fremdrift ligger defineret i de aldeles fasttømrede rammer af en målrettet 5-årsplan, hvor begrebet “kaosledelse” er den faktiske og særdeles effektive ledestjerne. Det markedsmæssige tigerspring kom for alvor, da humor, ironi og sarkasme blev afskaffet i den faglige, interne dialog. Kilde: Amager Bryghus |