Michelinmanden lod mandag aften en ny stjerne lyse over Amager i forbindelse med at den velkendte franske dækproducent præsenterede sin årlige madguide. 28 danske restauranter modtog i alt 35 Michelinstjerner i årets uddeling. Amager fik en helt ny stjerne til Restaurant Alouette som ligger på Islands Brygge.
Restaurant Alouette ligger godt gemt i et baghus i Sturlasgade 14 omgivet af værksteder og øvelokaler med rockbands. Men maden har den amerikanske kok Nick Curtin altså styr på og med en fortid som chefkok i New York har de skabt en newyorker-agtig atmosfære i restauranten hvor de slår sig op på at overraske gæsterne med nytænkning.
Med Restaurant Alouette’s nye stjerne kan Amager (inklusive brofaste øer) brøste sig af fire Michelinstjernede restauranter og hele 6 stjerner. Udover den nye stjerne Alouette er det Noma og Kadeau med hver 2 stjerner og Era Ora med 1 stjerne.
Her er listen over alle danske michelinrestauranter:
|
Kilde: Michelin
Historien bag Guide Michelin
Den første guide udkom allerede i år 1900 på initiativ af dækfabrikanten Michelin. Den blev delt ud gratis til alle, som købte en bil. På det tidspunkt fandtes der cirka 3.000 biler i hele Frankrig, hvor 95% af dem fandtes i Paris. Formålet med guiden var at få folk til at rejse ud på landet for at:
1. Slide på dækkene, så de fik brug for at købe nye!
2. Sprede interessen for biler, så mange flere købte biler (og dermed fik behov for dæk).
De første guider indeholdt nyttige oplysninger om, hvor man kunne tanke (der var ikke mange tankstationer dengang), hvordan man skiftede dæk og glødelamper, og om hvor man kunne spise en bid mad eller overnatte.
Det overordnede formål var således (og er stadig) at gøre det enklere at rejse – noget som den dag i dag stadig findes i Michelins mission – “vejen frem”.
Systemet med stjerner blev introduceret i 1930’erne.
De eftertragtede stjerner
I Guide Michelin får maden (og kun maden) karakterer ved hjælp af stjerner. Vurdering af service, atmosfære og øvrige indtryk belønnes med korslagt bestik (1-5 bestik). Hoteller belønnes på samme måde for deres miljø/komfort med hussymboler i forskellige størrelser. Rødt bestik og røde hussymboler gives til særligt gode restauranter og hoteller.
– Tre stjerner i Guide Michelin betyder, at en restaurant er “værd at rejse efter”.
– To stjerner betyder, at restauranten er “en omvej værd”.
– En stjerne betyder, at det er en “rigtig god restaurant i sin kategori”.
Hvordan foregår bedømmelsen?
Stjernerne uddeles kun på basis af den mad, som serveres. Fem kriterier vejleder inspektørerne i deres bedømmelse:
1. Kvaliteten på råvarerne
2. “Håndværket” – dvs. smagen og tilberedningen
3. “Personligheden” – dvs. hvor godt det er lykkedes for kokken at finde sit eget udtryk
4. Noget for pengene
5. Kvalitet over tid – det skal være en lige fantastisk oplevelse, uanset hvornår man besøger restauranten.
Hvem er inspektørerne, og hvordan bliver man inspektør?
Ofte har Guide Michelin-inspektører en gedigen grunduddannelse på restaurant- eller hotelskoler og flere års erfaringer fra branchen. Derefter gennemgår man en seks måneder lang intern uddannelse, hvor man skaber et fælles syn på, hvordan mad skal bedømmes, og på de forskellige kriterier. Det skal være samme type bedømmelse, uanset hvilken inspektør som besøger en restaurant. Til sidst besøger man restauranter sammen med en erfaren inspektør i flere måneder for at sikre, at bedømmelserne foretages på samme måde af alle inspektører. Til slut foretager de deres egne inspektioner.
Alle Guide Michelin-inspektører er anonyme for at garantere læserne af guiden, at inspektørerne ikke får nogen speciel service, men behandles på samme måde som en hvilken som helst gæst. Anonymiteten og uafhængigheden er vigtige faktorer for at garantere Guide Michelins rygte.
Guide Michelin eller Guide Rouge?
Guide Michelin! Med tilføjelse af det geografiske område, som guiden omfatter. Den guide, som indeholder de nordiske lande, hedder The Michelin Guide Nordic Countries. Der findes guider over lande – for eksempel Guide Michelin France, og guider over byer, for eksempel Guide Michelin London. Nyt siden 2006 er, at Guide Michelin nu også omfatter byer uden for Europa. Den første, der udkom, var Guide Michelin New York City 2006. Michelin udgiver også grønne guider, som mere er turistguider.
Michelin Bib Gourmand
Guiden tilbyder et udvalg af hoteller og restauranter i forskellige prisklasser. Visse restauranter belønnes med en “Bib Gourmand”, der angiver, at det er en god restaurant, som serverer god mad til rimelige priser. I Frankrig for eksempel serverer alle Bib Gourmand-restauranter en middagsmenu med tre retter mad for under 35 euro. I Guide Michelin New York City er der en kategori af restauranter, hvor man spiser en middag for under 25 dollar! Så guiden hjælper læseren med at havne det rette sted, når han eller hun kommer til en ny by og ikke vil spise på “turistrestaurant”.
Guide Michelin i din iPhone
Nu kan du også downloade Michelin Guide Nordic Countries som en applikation til iPhone eller Android telefon. Læs mere om, hvordan du downloader Guide Michelin-app’en her.
Hvor køber jeg Michelin Guide Nordic Countries
Michelin Nordic sælger ikke selv den nordiske guide. Du finder Michelin Guide Nordic Countries hos velassorterede boghandlere eller net-boghandlere.
Du kan læse mere om Michelinguiden her https://guide.michelin.com/dk
Kilde: Michelin.dk