Et nyt initiativ skal være med til at reducere madspild i de danske hjem. Det er madspildsappen Too Good To Go der står bag initiativet som støttes af en lang række store danske virksomheder.
I Danmark kasseres i omegnen af syvhundrede tusinde ton fødevarer årligt. Men en lille smule sund fornuft skal et nyt initiativ hjælpe med at reducere det enorme madspild.
Too Good To Go og fødevareproducenter i nyt initiativ om datomærkning
Misforståelser, uvidenhed og fejltolkning af datomærkning på fødevarer blandt danske forbrugere fører i dag til, at tusindvis af tons mad og fødevarer i dag bliver kasseret uden grund. Hver tredje dansker tror nemlig fejlagtigt, at ”bedst før” og “sidste anvendelsesdato” betyder det samme*, skriver Too Good To Go i en pressemeddelelse om det nye initiativ.
Om Too Good To Go
Madspildsappen startede i 2016 og de nu 8 mio. brugere af Too Good To Go har siden da reddet mere end 10 mio. måltider og dermed gjort en væsentlig forskel i kampen mod madspild i de 9 europæiske lande, hvor appen er aktiv: Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz og Spanien. Aktivitet i flere lande er på tegnebrættet og forventes lanceret senere i år. Læs mere på https://toogoodtogo.dk/da |
Opbakning fra fødevaregiganter
Derfor har Too Good To Go i samarbejde med nogle af landets største producenter af fødevarer taget initiativ til, at datomærkningen på bl.a. øl, mælk og chokolade nu bliver ændret. På mange produkter mærket med “Bedst før” bliver ordlyden “ofte god efter” nu tilføjet hos en lang række af landets største fødevareproducenter. Det skal signalere tydeligt, at produktet ikke behøver blive kasseret, når datoen passeres. Carlsberg, Unilever, Løgismose Meyers, Arla, Coop, Thise, Toms og Urtekram er blandt de producenter, der på denne måde har valgt at være med til at bekæmpe madspild i Danmark. Derudover støttes initiativet af Stop Spild af Mad, Dansk Industri Fødevarer, Varefakta og flere andre organisationer på fødevareområdet, skriver Too Good To Go videre i pressemeddelelsen;
”Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at samle de absolut største producenter af fødevarer og de største aktører i dagligvarehandlen om dette initiativ. Vi er overbeviste om, at vi med en lille ændring i datomærkningen, oplysning og gennem en fælles indsats kan gøre en stor forskel for at reducere madspild i Danmark,” siger Mette Lykke, administrerende direktør i Too Good To Go, der med deres madspildsapp på få år har reddet over 10 millioner måltider fra at havne i skraldespanden.
Herunder kan du se en kampagnevideo med Thomas Rode med gode råd og sund fornuft i forhold til at undgå madspild:
Forvirring om datomærkning
Stifter af Stop Spild Af Mad Selina Juul fortæller om den forvirring forbrugerne oplever i dag; “Mange danskere tror, at “bedst før” betyder “værst efter” og smider maden ud for en sikkerheds skyld. Dette tiltag bidrager med mere viden om fødevarer og mindsker derved madspild.”
Datomærkningen “sidste anvendelsesdato” bruges på fødevarer, hvor det kan udgøre en sundhedsrisiko, hvis de indtages efter overskridelse. Derfor skal man overholde datoen for “sidste anvendelsesdato”. “Bedst før”-datoen er derimod vejledende og bruges til fødevarer, som ikke udgør en sundhedsrisiko efter udløb, men som bare skal vurderes via lugte-, syns- og smagssans inden indtag.
Producenterne ser stor værdi i at skabe mere opmærksomhed og oplysning om betydningen af datomærkning. Landedirektør i Arla Danmark, Jakob B. Knudsen udtaler om initiativet; ”Det er vigtigt for Arla at bidrage til reduceringen af madspild, og vi er glade for at styrke samarbejdet om denne vigtige sag med en kreds af aktører. Vi har et mål om at reducere spild af mad og har iværksat aktiviteter gennem hele værdikæden for at leve op til dette. Derfor er dette initiativ om datomærkningen, som vi også har gennemført i Sverige, et naturligt næste skridt for os.”
Søren Brinck, der er direktør for Carlsberg Danmark, fortæller, at initiativet falder fint i tråd med bryggeriets bæredygtighedsarbejde og at man derfor varmt støtter det.
”Madspild udgør 8% af verdens CO2 udledning, og Too Good To Gos initiativ sender et klart signal om, at madspild ofte kan forhindres uden at gå på kompromis med kvalitet. Vores brygmestre har i årevis eksperimenteret med at lagre specialøl i kældrene under Carlsberg, og nogle af øllene er virkelig ofte gode efter lagring,” siger Søren Brinck.
Derudover udtaler adm. direktør hos Unilever Danmark, Bjarne Steen Jensen;
“Hos Unilever arbejder vi målrettet med bæredygtighed og reduktion af madspild. Og vi vil fra i år gradvist implementere teksten ’ofte god efter’ som en vejledning til forbrugerne på en række Knorr og Hellmann’s fødevare-emballager.”
Madspild i EuropaEn EU-rapport estimerer, at op mod 10% af det europæiske madspild skyldes forvirring om datomærkningen**. I Danmark smider vi årligt 715.000 tons mad ud og det madspild har en værdi af 13,5 milliarder kr. På globalt plan vurderes madspild at være skyld i 8% af den samlede udledning af drivhusgasser. Ifølge Fødevarestyrelsen er “bedst før” en vejledende dato, hvor der kan tilføjes “ofte god efter” til nuværende datomærkning, så længe det ikke er vildledende. Eksempelvis: Bedst før: 9/1-19 Ofte god efter At gøre ændringen obligatorisk kræver en lovændring på EU-niveau. Kilde: Too Good To Go |