Fastelavn er en fest til hest, men også en hyldest af forholdet mellem rytter og hest, mener Annette Jensen, der i sin tid var en af Dragørs første kvindelige fastelavnsryttere og både har reddet med sin far og sin datter.
Af Pia Melander Guilbert
Fastelavnssøndag i 1967. Annette Jensen var 16 og lidt nervøs. Det var ikke bare hendes debut som fastelavnsrytter. Det var også første gang, der red kvinder med i det, der siden skulle blive til Dragør Fastelavnsforening.
I St. Magleby holdt man stejlt på, at fastelavnsridning kun var for mænd, sådan som traditionen fra hollænderne foreskrev. Det gør man stadig. I Dragør kunne man se, at det ville være svært at blive ved med at finde ryttere, hvis man udelukkede kvinderne. Ridning var ved at blive en sport, der mest tiltrak piger.
Tre generationer
Vi befinder os hos Annette i St. Magleby. Her flyttede hun i sin tid op for at kunne have heste.
Selv siger Annette, at hun er opflasket med fastelavn.
“Da jeg var helt lille, og vi boede ovenpå slagteren på Kongevejen, der hvor der er frisør nu, åbnede min mor altid vinduerne, så vi kunne høre rytterne komme forbi,” husker hun.
Annettes far red første gang i 1952. Dengang var der, foruden rytterne, hestevogne med.
“Folkene på vognene klædte sig ud efter et politisk aktuelt tema. Og når optoget skulle rundt og have punch, kørte en cyklende “forrider” i forvejen og råbte: De er her om lidt,” fortæller Annette og bladrer i et gammelt fotoalbum, fyldt med sort/hvide fotos. Her har hendes mor samlet familiens fastelavnsminder, og under billederne er der små forklarende noter, skrevet med kuglepen.
“Der var et par år, hvor de ikke red fastelavn, fordi præsten ikke ville have, at de gjorde det i kirketiden, men ellers var min far med hvert år, og da min datter, Christina, også blev fastelavnsrytter, var vi den første familie, der red i tre generationer.”
Te til pigerne
Når Annette tænker tilbage, skyldtes nervøsiteten for hendes debut som fastelavnsrytter nok mest forældrenes bekymring.
“Mine forældre gik meget op i, at alt skulle være pænt og ordentligt. Vi var fire piger, der red med det år, og til os serverede min mor te i stedet for punch, fordi vi slet ikke var vant til at drikke. Jeg red på min fars hest, der var gammel og rolig. Det var lidt kedeligt, syntes jeg, så året efter fik jeg lov til at ride på min egen. Den løb stærkt.”
At skulle være en del af et hidtil mandsdomineret, hårdtslående, punchdrikkende fastelavnsoptog var ikke noget, der skræmte hende.
“Det var jo alle mine venner. Jeg elskede det,” konstaterede hun.
At præstere det bedste
Annettes tid som fastelavnsrytter stoppede i 2004. Fra da af handlede forberedelserne om at gøre datteren klar, og hun er nu æresmedlem i fastelavnsforeningen.
“I mange år holdt vi “pudsedag” op til fastelavn. Jeg inviterede rytterne og mine veninder over. Så spiste vi gullasch og pudsede støvler og seletøj. Der er i det hele taget et stort forarbejde. Hesten skal vaskes og stå skinnende. Manke og hale skal flettes. Rytternes skjorte skal stives og alt tøjet gøres klar. For mig er fastelavn en fest til hest, men også en hyldest til forholdet mellem rytter og hest. Til fastelavn skal hesten kunne præstere sit bedste, og det skal man også selv.”
