Underværker i Ørestad: tom cykelkælder bliver til kunsthal

En tom cykelkælder i Ørestaden bliver lavet om til en underjordisk kunsthal. Det er Foreningen KFP11 som med et rygstød på 1 million kroner fra Realdania vil etablere et udstillingssted med samtidskunst i en tom cykelkælder under Kay Fiskers Plads ved Ørestad station. Realdania har netop offentliggjort at projektet modtager 1 mio kr. i fondsmidler, og dermed er kunsthallen tæt på realisering.

Foto: Realdania PR

Foreningen KFP11 som består af en gruppe unge kunstnere, har udset sig den tomme cykelkælder på 875 m2 i Ørestad som den helt rigtige ramme for et nyt udstillingssted i København, hvor de vil udstille samtidskunst af både etablerede og mindre kendte kunstnere. Den frivillige forening KFP11 er stiftet af en gruppe unge kunstnere til at udvikle og drive projektet, skriver By & Havn i en pressemeddelelse;

Fra cykelkælder til udstillingssted

Oprindeligt var det store lokale under Kay Fiskers Plads tænkt som en cykelkælder, men i praksis blev kælderen ikke brugt af cyklisterne. Nu er det store, rå lokale på nippet til at blive omdannet til et underjordisk udstillingssted for samtidskunst.
Realdania har netop offentliggjort at Ørestad Kunsthal, som projektets arbejdstitel er, modtager 1 mio. kr. i fondsmidler fra puljen Underværker, som bl.a. støtter projekter, der skaber rammer for nye fællesskaber og nytænker eksisterende bygninger.

Foto: Realdania PR

Lokalet er ifølge kunstnerne ”arkitektonisk og størrelsesmæssigt helt specielt og er, i sin grundform med de store betonvægge og ovenlysvinduer, perfekt til at vise samtidskunst i”.  Det skal dog igennem en større omdannelse, før det kan fungere som udstillingssted, og det er netop hvad fondsmidlerne skal gå til.

Kultur er bæredygtig byudvikling

By & Havn ejer det underjordiske lokale og har indgået et samarbejde med kunstnerne, for at bidrage til projektets realisering. Derfor stiller By & Havn lokalet gratis til rådighed i minimum 10 år og bidrager med 600.000 kr. til omdannelse af kælderen. Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn siger:

”Lokalet har stået tomt i flere år og været et uudnyttet potentiale i Ørestad. I By & Havn udvikler vi bæredygtige bydele, og det handler ikke kun om miljø og klimasikring, men også om at skabe et aktivt bymiljø med kulturliv og foreninger. Ørestad er beriget med nogle af de største kulturinstitutioner i hovedstaden særligt inden for musik og sport, men med Ørestad Kunsthal får vi en helt ny type af kulturtilbud i området, som jeg er sikker på vil blive et rigtig godt og spændende indspark til både Ørestad og til København”.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn Foto: By & Havn PR

KFP11’s vision er blandt andet også at bruge kunsten som et lokalt samlingspunkt, der binder Ørestad sammen, og de har allerede skabt samarbejder med forskellige lokale aktører:

”Vores vision er at skabe et lokalt forankret udstillingssted med kunst af høj kvalitet. Vi vil gerne levere et vedkommende kulturtilbud som giver Ørestad et kunstnerisk samlingspunkt, der ikke findes i bydelen i dag. Vi mener, at kunst bør være til stede i alle Københavns bydele og tror stærkt på kunsten som bindeled i vores fælles hverdag” fortæller foreningen.

Foto: Realdania PR

Ørestad Kunsthal har desuden modtaget støtte fra Københavns Kommune og kan se frem til tilskud fra GF Ørestad City og Amager Vest Lokaludvalg til deres kommende udstillinger.

Kilde: By & Havn / Realdania

 

Seneste artikler

Gymnasieelever til kinesisk efterårsfest

På Ørestad Gymnasium kan eleverne vælge kinesisk som valgfag. Det er atypisk at kunne studere kinesisk allerede i 1.g. Men gymnasiets elever er ikke i tvivl; kinesisk er et spændende fag, der åbner mange døre. I september var kinesiskelever fra 1.g til efterårsfestival i Kinesisk Kulturcenter, hvor de fik anledning til at prøve deres kundskaber af i praksis.

 
 

Fik du læst?