Søvang har i weekenden været særdeles hårdt ramt af kriminelle tyveknægte. Ifølge Politiet har de haft en serie på 12-14 indbrudssager i Dragør og Søvang henover weekenden. Særlig hårdt har det tilsyneladende ramt beboere i Søvang kunne man i weekenden læse i Facebookgruppen DragørNyheder.
Ida Lissau Jacobsen var en af de uheldige som fik ubudne gæster i weekenden. I et opslag på Facebook skriver hun;
“Velkommen hjem – sagde indbrudstyven ?
Politiet har været her – men fortalte også at de havde haft 12-14 sager i Dragør og Søvang alene i denne weekend. Så hermed bare en opfordring til, at man fortsat holder øje med og for hinanden. ❤️❤️
Derudover tænker vi bare på dem, som efter sigende er blevet noget hårdere ramt i denne serie af indbrud, end vi selv er!
PS: dette opslag har ikke til hensigt at skræmme, blot opfordre til årvågenhed – for det er vi faktisk rigtigt gode til herude ?”
Til DragørNyheder.dk fortæller Ida Lissau Jacobsen om de mange indbrud;
“Det er mange indbrud, og det var politiet selv, som satte tallene på. Det tyder dog på at det er forskellige folk, som har slået til, da det i Søvang var væsentligt mere organiseret”
“Jeg er nu mest rasende på vores alarmsystem, som afblæste alarmen og sagde, at det nok bare var et spindelvæv!!”
Flere andre borgere har også meldt om ubudne gæster i weekenden:
Heidi Heinsøe, Søvang skriver; “Jeg havde indbrud mellem fredag og lørdag i Søvang. Ved der er 4 andre tilfælde. Nogle med foto af tyv. Desværre med maske. De tog min rude ud og tømte mit hjem for alt af værdi der ikke var for stort at komme afsted med”.
Graham Brewster, Søvang skriver; “Vi har lige haft et ‘besøg’ hos os, klokken midnat, 5 min. inden jeg kom hjem. Nina så en mand gå over vores have og bagom huset.
Jeg gik rundt med min stærke lommelygte og bad ham (tyven) komme frem. Vores nabo så mig og kom ud for at hjælpe og vi kunne se et hul i hækken bagved i hjørnet”.
I en opgørelse fra 2018 af Bolius.dk ligger Dragør nummer 4 på listen over kommuner med flest indbrud pr. indbygger. I første kvartal 2018 blev der registreret 32 indbrud i Dragør Kommune. Med weekendens 12-14 sager tyder det på at tallet i 2019 ikke er nedadgående.
Fik du læst: “Bo Trygt” – Ny kampagne skal reducere antallet af indbrud med 20.000