Tirsdag var der indkaldt til Generalforsamling i Foreningen Sildens Dag – en af Dragørs meget populære og publikumsvenlige foreninger. Udover en sildemad med snaps og skipperlabskovs bød Generalforsamlingen også på et Formandsskift og rokade i bestyrelsen.

Formand gennem de sidste 6 år Søren Mogensen bød velkommen og aflagde årets beretning som bød på 20-års jubilæum, årets silde konkurrence, rekord resultat og rekord-store pengedonationer på ialt 59.500 kroner fra foreningen.
Læs også: Sol og Gaveregn på Sildens Dag
Foreningen står hvert år, den sidste lørdag i august, bag det populære “Sildens Dag” arrangement på havnen i Dragør. I 2018 fejrede man 20-års jubilæum og trods regnbyger kvitterede et rekord stort antal besøgende med at tømme teltet for sildeplatter inden klokken slog 14 på dagen.
Det blev samtidig også Søren Mogensens sidste beretning som formand i foreningen. Stafetten blev givet videre til foreningens nye formand Jørn Steen Larsen. En kendt gastronomisk skikkelse i Dragør som vil gøre sit bedste for at fortsætte “Sildens Dag” på samme høje niveau som hidtil sagde han.
Jørn Steen Larsen har boet i Dragør siden 1975. Han har 40-års erfaring fra restaurationsbranchen og har de seneste 12 år arbejdet for Gobi Vin hvor han underviser, holder foredrag og vinsmagninger. Jørn Steen Larsen er uddannet kok, tjener og sommelier så mon ikke CV´et er på plads til at sikre Sildens Dag i Dragør en strålende fremtid.

Ønsker man at være medlem af foreningen er det årlige kontingent på beskedne 200,- kroner.