Jobmesse i Amagerhallen: Skal du med på date?

Med Jobmesse Tårnby-Dragør er der lagt op til seriøs job-dating i Amagerhallen den 4. april 2019. Virksomheder, som mangler arbejdskraft, og borgere, som mangler et job, kan mødes, og måske opstår det rigtige match.

Det er anden gang, at jobmessen løber af stablen. Første gang – for et halvt år siden – var interessen enorm, og cirka 700 ledige valgte at besøge messen.

”Jobmessen er et rigtig godt initiativ og til gavn for både virksomheder og borgere. Det kan være svært at overskue og gennemskue, hvor der er gode job og kvalificerede kandidater. Derfor er jobmessen et godt supplement til det traditionelle system,” siger borgmester Eik Dahl Bidstrup.

Det uformelle møde

Borgmesteren bakkes op af Lau Laursen, som er administrerende direktør og partner i Lauren Erhvervsrengøring A/S:

”På jobmessen får vi mulighed for at få en uformel snak med en masse mennesker, som vi ellers ikke vil komme i kontakt med. ”

Lauren Erhvervsrengøring A/S var med på jobmessen sidste år og deltager også den 4. april i Amagerhallen. Virksomheden har eksisteret siden 1993 og ligger i Dragør Kommune.

”På messen får vi mulighed for at fortælle om rengøringsbranchen og måske afmystificere eller lige frem aflive nogle fordomme om branchen. For eksempel: Nej, man behøver ikke nødvendigvis gøre rent om natten, eller ja, man kan både uddanne sig og gøre karriere,” siger Lau Laursen og fortsætter:

”Jobmessen giver en ekstrem god og uformel ramme. Her kan vi ”face-to-face” – både virksomheder og kandidater til et job – finde ud af, om det her er noget for os hver især. Sådan en ramme har vi rigtig meget brug for.”

Netværk og gode kontakter

Jobmessen er et sted, hvor virksomheder og ledige kan skabe netværk og gode kontakter.

For eksempel fik Mads Jacobsen, partner i Lauren Erhvervsrengøring A/S, kontakt til en kvinde i fleksjob. Hun var ikke selv kandidat til et job hos virksomheden, men hun kendte en anden person, der var.

”Vores snak på messen og efterfølgende mundede ud i, at vi fik kontakt til en fleksjobber, som var dygtig til lige netop vores regnskabssystem. Ham fik vi ansat på deltid,” siger Mads Jacobsen og fortsætter:

”Vi fik også kontakt til en uddannet rengøringstekniker, som, efter en periode med stress, havde brug for at starte stille og roligt i praktik på nedsat tid. Hun har vist sig særdeles kompetent og med ambitioner om at drive det videre. Hun er i dag ved at tage kørekort, så hun kan gøre karriere som tilsynsførende.”

Jobmesse med vokseværk

Sidste år deltog 18 virksomheder fra Tårnby og Dragør i jobmessen. Flere virksomheder havde gerne deltaget, men de fysiske rammer gjorde det vanskeligt. Derfor er forårets jobmesse flyttet til Amagerhallen, som har bedre plads.

På nuværende tidspunkt har cirka 40 forskellige virksomheder tilmeldt sig jobmessen.

Fakta

Jobmessen arrangeres i et samarbejde mellem Vestegnens sprog- og Kompetencecenter og Tårnby og Dragør Kommuner.

I 2018 var fokus på såkaldte småjobs og fritidsjobs målrettet blandt andet borgere på integrationsydelse og ledige på kanten af arbejdsmarkedet. Som et direkte resultat af jobmessen kom 22 ansættelser i stand.

I 2019 er der både fokus på almindelig jobs, småjobs, fritidsjobs og vikarjobs. Målet er at hjælpe lokale virksomheder inden for områder med mangel på arbejdskraft. Jobmessen har denne gang en bredere målgruppe – forstået som jobparate ledige, ledige længere væk fra arbejdsmarkedet, ledige borgere på integrationsydelse, ledige fleksjobbere, unge (18-30 år) og unge under 18 år.

Forventningen er, at ca. 40 virksomheder og 700 besøgende deltager på jobmessen den 4. april 2019 mellem klokken 13 og 16.30.

Programmet er:

  • Klokken 13: Jobmessen åbner
  • Klokken 13.20: Velkommen ved Allan S. Andersen, borgmester i Tårnby og Eik Dahl Bidstrup, borgmester i Dragør
  • Klokken 14-16: Oplæg fra virksomheder og uddannelsessteder på lille scene
  • Klokken 15: Quiz – Gaveuddeling
  • Klokken 16:30: Farvel ved Kristoffer Nothlev, jobcenterchef

Læs mere på jobmessetaarnby.dk (åbner i et nyt vindue)

Seneste artikler

 

Fik du læst?