Old timer – jeg tror sgu jeg er færdig

I dag er det 42 år siden John Mogensen rejste sig for sidste gang fra sin barstol på Færgegården (nuværende Dragør Badehotel). Den 10. april 1977 gæstede den folkekære sanger og sangskriver for sidste gang sit stamværtshus i Dragør efter en koncert i Køge tidligere samme dag. John Mogensen blev bare 48 år gammel.

De kendte sidste ord

Efter en, eller to, grapetonic med snaps siger han til bartenderen på Færgegården, Carsten Roslund, “Old timer – jeg tror sgu jeg er færdig”. Til dette svarede Carsten Roslund “Gu’ er du da ej færdig – du skal bare hjem til Ruth“. Kort efter falder John Mogensen om og bliver kørt hjem til Ruth i “Villa Diana”  hvor han få timer senere dør af en blodprop i hjertet.

John Mogensen (f. John Louis Hansen) blev født 5. maj 1928 i København. Da hans mor giftede sig i 1936 blev efternavnet ændret til Mogensen. De yngre år tilbragte familien i Sundbyøster på Amager.

På Kunsthåndværkerskolen møder John Mogensen sin elskede Ruth, som han bliver gift med i efteråret 1949. I foråret 1950 får de datteren Minna og familien flytter i 1961 til et næsten nyt rækkehus på Jægervej 75 i Dragør. Senere flytter familien til et større hus på hjørnet af Stationsvej og Fristrands Allé.

Da den kendte radiovært på Danmarks Radio Jørn Hjorting i 1971, ved en fejl, kommer til at spille bagsiden af hans nye single, “Der er noget galt i Danmark”, går det amok og livet bliver aldrig det samme igen for John Mogensen og hans familie. “The rest is history” og det kan du læse meget mere om længere nede på siden.

I Dragør var John Mogensen en kendt skikkelse i bybilledet. Enten når han og Ruth går tur eller når han suser rundt på sin Velo Solex. Hunden Molly er også ofte med.

Ny Dragør Vals

Der er ingen tvivl om at John Mogensen satte pris på livet i “Det gamle Dragør med de toppede brosten” og hentede inspiration til sin musik. Dette kom tydeligt til udtryk i 1971 med indspilningen “Ny Dragør Vals”. Klik på linket nedenfor for at høre den fine hyldest til Dragør:

Meget mere John Mogensen

Nedenfor kan du klikke på billedet og læse artikelserien om John Mogensen, skrevet af Dines Bogø i 2018:

Klik på billedet for at læse John Mogensen del 1 og 2 af Dines Bogø.
 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?