Påsken er i hvert fald påskebryg, male påskeæg, gemme påskeæg, påskehare, påskelam på bordet eller sild og snaps, og måske at trille påskeæg. Og så er påsken også et nadvermåltid og nogle alvorlige dage. Påsken er noget med mad og måltider, og påsken er noget at være fælles om.
Det ser vi nærmere på i tre påskeklummer af Jens Breinholt Schou. Dette er den første af de tre påskehistorier.

Af Jens Breinholt Schou
Mad og drikke hænger oftest sammen med fællesskab. Og når vi taler om påskebryg, så har påskebryggen fået sit eget fællesskab: P-dag.
En del af os har hørt om den lidt overdrevne nydelse af påskebryg på P-dag, der fandt sted på visse ungdomsuddannelser omkring år 2.000 – midt i skoletiden! Naboerne klagede over larmen og lugten, lokalaviserne i Danmark skrev om det, og rektorerne beklagede. Tilsyneladende er de tider forbi her i 2019, og en af forklaringerne er nok at den klassiske påskebryg med ca. 7,9 pct. alkohol for godt 10 år siden blev erstattet af Carls Påske, senere Tuborg Påskebryg eller Kylle Kylle, med kun 5,4 pct. alkohol. Det overdrevne druk på P-dagen var dengang led i en uformel ungdomskultur, og de rigtigt voksne havde ikke nemt ved at styre festen.
I dag har bryggeriet overtaget P-dagen. På en af Carlsbergs hjemmesider kan bodegaejerne og andre finde en tjekliste og gode råd om hvordan de skaber fest og sælger flere påskebryg. Bryggeriet fortæller at det som sædvanligt har planlagt en stor medieinvestering i Tuborg Påskebryg:
”Det betyder, at du vil opleve stor efterspørgsel fra dine gæster. I år bliver Tuborg Påskebryg kommunikeret massivt på tværs af flere mediegrupper – på TV, bio, online og på gaden.”
Så bryggeriet anbefaler at udskænkningsstederne søger for at bestille rigeligt med påskebryg. For ifølge bryggeriets reklameafdeling er Tuborg Påskebryg Danmarks største påskeøl, og den som dine gæster ser frem til at nyde igen i år. Så det gælder om at skabe den rette stemning, så vil man nemlig regne med at sælge mere påskebryg.
Hvad enten vi tale om den ene eller den anden slags P-dag, så indtages påskebryggen i et samvær. Enten her i det ungdommelige fællesskab uden for rammerne, eller i det kommercielle fællesskab på bodegaen – sat i scene af Carlsberg.
Og påsken er selvfølgelig andet og mere end påskebryg. For at sige det som det er, så er der gang i annoncerne fra fødevareforretningerne op til påske. Og i Danmark køber mange af os godt ind til påskedagene i familiens skød. Onsdag før påske er fx en af de store indkøbsdage i året, og det er ikke bare påskebryg der langes over disken.