Søren Mentz i topform

Tirsdag den 30. april havde Dragør Lokalhistoriske Forening indbudt museumsleder ved Museum Amager Søren Mentz til at fortælle om museernes historie og løfte lidt af sløret for fremtiden.

I sædvanlig oplagt stil med sit smittende engagement for vor lokale historie fik de mange tilhørere en forrygende aften.

Et vue over de mange interesserede tilhørere i den fyldte festsal på Wiedergården. (Foto Dines Bogø)

Indlæg af Claus Ehlers

Søren Mentz fortalte om museets spæde start, hvor en kreds af interesserede borgere i 1901 stiftede ”Øen Amagers Historiske Samling” for at indsamle genstande og beretninger, der kunne være med til at belyse Amagers historie.

I mange år var Amagermuseet et lokalhistorisk museum inden for kommunens snævre grænser, men i erkendelse af at kulturen ikke stopper ved kommunegrænsen er Amagermuseet begyndt at følge kulturens spor uden snævre geografiske grænser og administrative bånd.

Et eksempel på dette er det store ”Amagermaleri”, som billedkunstneren Peter Carlsen utrætteligt har arbejdet på gennem mere end et år. Blandt andet er mange skoleklasser på Amager blevet involveret for at give inspiration og finde nye vinkler, der er oppe i tiden.

Søren Mentz løftede lidt af sløret ved at vise nogle forarbejder til maleriet, hvor ikke mindst Lufthavnen og de moderne fly er centrale figurer.

Datoen for maleriets officielle afsløring er fastsat til den 26. juni, så der arbejdes på højtryk for at få detaljerne på plads.

En foreløbig skitse til Peter Carlsens maleri, hvor lufthavnens store betydning for Amagers udvikling er sat i fokus. (Foto Dines Bogø)

Der var stående applaus til Søren Mentz, og som en beskeden tak for foredraget overrakte foreningens formand Claus Ehlers et dedikeret eksemplar af bogen ”Theodor Philipsens Saltholm – en tidsrejse”. Bogen tænkes anvendt til udstillingsbrug i Saltholmstuen med museets samling af Th. Philipsens malerier.

Seneste artikler

Fik du læst?