Vitaminrig Café i Den lille slagter

Der har længe været et tomt blik i vinduerne til Kongevejen 11C, der før husede Den lille Slagter, men nu sker der noget. Lejemålet er overtaget af 25-årige Simon Borg og hans mor Jeanette Steffens. De vil drive café på adressen.

Den 17. maj 2019 begynder der at ske en forvandling i den tomme slagterbutik på Kongevejen. Foto: DragørNyheder.

Af Pia Melander Guilbert

Istandsættelsen er gået i gang og senest 1. august regner Simon Borg og hans mor, Jeanette Steffens med at slå dørene op til deres lille café.

– Vi kommer til at være et sundt alternativ med fokus på bæredygtighed, fortæller Simon Borg. Både mor og søn har erfaring fra branchen, og opdelingen er klar: Det bliver Jeanette Steffens, der kommer til at stå for indretningen, mens Simon Borg klarer den daglige drift og er ansvarlig for sortiment og produktudvikling.

– Vi vil gerne bevare noget af den oprindelige æstetik og skabe et sted, der ser godt ud på gågaden og passer ind i den flotte gamle bydel, understreger Simon Borg.

Selvstændige sammen

Jeanette Steffens bor i Dragør. Simon Borg er opvokset herude, men for nyligt flyttet til Kastrup.

Drømmen om at arbejde sammen, har været mange år undervejs.

– Det har ofte været samtaleemne over aftensmaden, både at vi gerne ville være selvstændige og lave noget sammen, konstaterer Simon.

Cafeen kommer blandt andet til at byde på smoothies, juice, kaffe, sunde salater og sandwiches, men navn og menukort kan Simon og Jeanette ikke løfte sløret for endnu.

Seneste artikler

Lufthavnen søger medlemmer til dialogforum

Københavns Lufthavn vil etablere et forum, hvor lokale organisationer kan være med i en dialog om lufthavnens rolle i lokalsamfundet – alle synspunkter kan blive repræsenteret, lover repræsentant for lufthavnen.

Fik du læst?