Beboere på Enggården cykler med til Royal Run

Seks glade beboere fra Enggården skal med til Royal Run i København pinsemandag i selskab med Cykling Uden Alder.

Maria Walker Andersen (nederst i billedet t.h.) håber på Royalt besøg til beboerne fra Dragør. Foto: Cykling uden alder

Af Camilla Lærke Lærkesen

Da Maria Walker Andersen hørte Royal Run beskrive sig selv som et folkeløb, fik hun en lys ide. Hun er nemlig cykelpilot hos Cykling Uden Alder.

”Jeg tænkte, at et folkeløb er for alle, og fordi man ikke er god til bens, skal man ikke afskæres fra at være med til det folkelige samvær,” fortæller hun.

Derfor fik hun tilmeldt foreningen som hold ved årets Royal Run, der indtager København pinsemandag d. 10. juni. Holdet har allerede cykelpiloter og passagerer fra Kalundborg, Guldborgsund, København, Tårnby og Dragør.

Fra Dragør-afdelingen bliver det de rutinerede cykelpiloter Lise Hellborn og Ida Mouritzen, der gør Maria Walker Andersen selskab på turen.

Under et officielt besøg i Kalundborg i 2017 tilbød den lokale Cykling Uden Alder-afdeling en cykeltur i lokalområdet. Maria Walker Andersen håber, at en repræsentant fra Kongehuset kan få tid til at hilse på beboerne fra Dragør.  Foto: Cykling uden alder

Stor opbakning fra lokale sponsorer

I februar modtog Cykling Uden Alder en donation på 25.000 kroner fra TrygFonden. Pengene er blevet brugt på en ny cykel, der skal med til København. Flytteforretningen Holger Danske har lovet at køre cyklerne ind til København, så cykelpiloterne kan bruge deres energi på Royal Run fremfor på Englandsvej.

Foto: Cykling uden alder

Når de tre cykelpiloter og seks beboere begiver sig ud på ”family mile” vil de desuden være iklædt kongekroner og diademer fra Fantasikompagniet og udstyret med en picnickurv fra Enggården.

”Vi er gået efter lokale sponsorer, for det, synes jeg, er vigtigt,” siger Maria Walker Andersen.

Verdens 6. største løb

Sidste år blev Royal Run gennemført for første gang i forbindelse med Kronprinsens 50-års fødselsdag. Arrangementet løb af stablen med 70.575 tilmeldte i Danmarks fem største byer. I år har tilmeldingerne rundet 80.000, og der meldes udsolgt i både Aalborg og Aarhus samt på 10 kilometer-ruten i København. Det placerer løbet som det 6. største i verden nogensinde.

Fik du læst: Pengeregn over Cykling uden alder

Læs også: Mit andet liv som cykelpilot

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?