Malin forelskede sig i Dragør ved første besøg for fire år siden. Da familien flyttede til byen et år senere, involverede Malin sig i alt, hvad hun kunne. Hun skrev endda flere børnebøger med udgangspunkt i Dragør. På lørdag d. 1. juni udkommer hendes næste bog i serien.
Af Camilla Lærke Lærkesen
Hvor er det nu, vi har set dig før?
Min familie og jeg er tilflyttere, så vi har ikke nogen historisk tilknytning til Dragør. Vi begyndte at komme til Dragør for fire år siden, fordi min mand fik lokket mig til at købe en sejlbåd. Vi forelskede os i byen allerede ved vores første besøg, og der gik ikke lang tid, før vi besluttede os for at flytte hertil.
I de tre år, vi har boet i Dragør, har jeg gjort rigtigt mange ting for hurtigst muligt at lære byen og indbyggerne at kende. Derfor er der mange forskellige steder i byen, hvor du måske har mødt mig.
Jeg har blandt andet gået ture med natteravnene og meldt mig ind i Dragør Boldklubs sponsornetværk. Jeg arbejder også som frivillig på turistkontoret på havnen og sidder med i bestyrelsen hos Dragør Erhverv og Dragør Turistråd. Jeg kan simpelthen ikke lade være. At netværke er en vigtig del af mit DNA, og jeg er overbevist om, at det er med til at udvikle mig som menneske.
I løbet af det sidste halve år har du måske også set mig på Amagermuseets julemarked, på Borgerforeningens julemarked eller til torvedagen. Og, hvis ikke du har set mig, så har du måske set mine bøger i nogen af byens forretninger?
Den 1. december sidste år sprang jeg nemlig ud som børnebogsforfatter. En rimelig vild beslutning, særligt med tanke på at jeg både er svensk og ordblind. Mine tre første bøger ”Sally og Charlie på eventyr i Dragør”, ”Sally og Charlie på dybt vand” og ”Oplev Dragør med Sally og Charlie” er en hyldest til min nye hjemby, og jeg er både rørt og beæret over, hvor godt mine bøger om tvillingerne og deres bedsteforældre er blevet modtaget.
Hvad består din hverdag af?
Lige nu arbejder jeg i døgndrift for at få min forfatterdrøm til at gå i opfyldelse. På sigt håber jeg på at kunne leve af det, jeg laver, så jeg kan blive ved med at skrive bøger.
Min overordnede mission med mit forfatterskab er at bidrage positivt til den verden vi lever i. Med ”Sally og Charlie” vil jeg gøre børn nysgerrige på verden, både på omgivelserne lokalt men også på fjerne kulturer rundt omkring i verden. Det klassiske ordsprog ”Smil til verden, så smiler verden til dig” har en helt særlig betydning for mig, og jeg er overbevist om, at verden bliver et tryggere sted for os alle, hvis man allerede gennem børnelitteraturen har lært at møde verden med nysgerrighed og smil.
Som en del af mit arbejde med at udbrede kendskabet til ”Sally og Charlie” samarbejder jeg lige nu med en række forskellige organisationer og institutioner. Her i juni løber tre store lokale Dragør-arrangementer af stablen, som alle sammen på hver deres måde bidrager positivt til verden, vi lever i. Dem har jeg valgt at involvere mig i for at gøre en forskel lokalt.
Det første arrangement er ”Ferietid er Læsetid” på Dragør bibliotek lørdag den 1. juni 2019. I mit forfatterskab møder jeg tit forældre, der har opgivet højtlæsning til fordel for iPads og mobiltelefoner. Denne udvikling vil jeg og Dragør bibliotek ”prikke” lidt til. Statistikken fortæller nemlig, at børnefamilier drømmer om mere ”nærværstid” i ferien, og her er højtlæsning fra en god gammeldags papirbog et oplagt og super hyggeligt alternativ til hverdagens ”digitale alenetid”.
Det andet arrangement, som jeg bruger tid på lige nu, er pinsestævnet i Dragør Boldklub den 8. – 9. juni 2019. En velfungerende fodboldklub gør en verden til forskel for børn i en lille by som Dragør, og det vil ”Sally og Charlie” gerne bakke op om.
Til sidst har jeg også valgt at sponsorere ”Stafet for Livet” i Dragør den 22. – 23. juni 2019 med både bogpræmier og arbejdstimer. Jeg skal blandt andet stå for flere forskellige aktiviteter i børneteltet, og hvis alt går som planlagt, skal børnene og jeg i fællesskab få skabt et brætspil om Dragør.
Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?
Min største nyhed lige nu er helt klart min boglancering den 1. juni 2019 kl. 11 – 13. Bogen hedder ”Sally og Charlie på eventyr i New York”, og boglanceringen finder sted på Dragør Bibliotek i forbindelse med arrangementet ”Ferietid er Læsetid”.
I mine første bøger var byen Dragør det primære omdrejningspunkt for de eventyr, Sally og Charlie kom ud på, men i den fjerde bog skal tvillingerne ud at opleve verden. Morfar Kurt har nemlig en magisk kuffert på loftet, og den bliver flittigt brugt af tvillingerne til at rejse på eventyr.
”Sally og Charlie på eventyr i New York” er en klassisk børnebog og alligevel ikke helt. Imens du læser eventyret, lærer du nemlig en hel masse ting om ”byen, der aldrig sover”.
Hvad er dit bedste Dragør-minde?
Det Dragør-minde, jeg tager med mig resten af livet, er den måde vores yngste datter blev modtaget på, da hun startede op som ny i klassen på Nordstrandskolen for tre år siden. Den varme og de smil, hun blev mødt med, da vi trådte ind af døren, er nok det smukkeste og mest fantastiske øjeblik, jeg nogensinde har oplevet.
Hvad er dit yndlingssted i Dragør?
Jeg har to yndlingssteder i Dragør, som på overfladen ser meget forskellige ud, men alligevel minder meget om hinanden. Det første sted er badeanstalten. Jeg elsker at komme på badeanstalten en stille forårsmorgen for at få mig en kold dukkert. Og så har vi turistkontoret på havnen, hvor jeg arbejder som frivillig. Her har jeg følt mig velkommen fra første sekund. Fælles for begge steder er, at du altid er god nok, som du er, og at du altid bliver mødt med et smil.
Hvad er dit bedste Dragør-tip?
Badeanstalten uden for højsæson sammen med børnene. Pakke en picnickurv, et par tæpper og en spændende højtlæsningsbog og brug en time eller to sammen, hvor der ikke er fokus på andet end hinanden, nærvær og hygge.
Navn: Malin Lindeblad Kadijevic Alder: 43 år Beskæftigelse: Jeg er iværksætter og børnebogsforfatter. Jeg skriver, illustrerer, udgiver og sælger ”Sally og Charlie” børnebøger via hjemmesiden sallyogcharlie.dk Ægtefælle: Petar Kadijevic, som jeg har kendt siden 1998 og været gift med siden 2004. Børn: To piger, Linnea fra 2004 og Julia fra 2009. Hvor længe har du boet i Dragør? Siden 2016 |