I dag bestemmer FAR aftensmaden

Far er sød, og måske holder vi fars dag for at fejre den første mand på jorden, mener børnene på Blushøj SFO. Ifølge pædagogerne er der dog ikke helt så travlt på værkstedet op til fars dag, som op til mors.

Af Pia Melander Guilbert, foto Chloé Melander Guilbert

Grundlovsdag er lig med fars dag, men på Blushøj SFO er pædagogerne enige om, at der ikke ligefrem har været trængsel på værkstedet.

Olivia, Esther og Alba er fuldstændig klar til Fars Dag med hjemmelavede gaver. Privatfoto

– Nogle af pigerne ville gerne lave en ting til deres far, mens drengene hellere ville ud og brænde krudt af. Mors dag er noget helt andet. Så har både drenge og piger travlt med at lave gaver, konstaterer en af Blushøjs ansatte.

Alba, Esther og Olivia går alle i 2. klasse på Dragør Skole, og efter at vi har lovet, at artiklen først kommer på DragørNyheder.dk efter morgenmadstid, vil Esther og Olivia godt fortælle, at de begge har lavet en nøglering til deres far. Alba har ikke lavet noget endnu, men når hun kommer hjem, vil hun skrive et brev til sin far med en masse hjerter og slik udenpå.

Fødselsdag for første mand på jorden

Ingen af pigerne forstår helt, hvorfor der findes noget, der hedder fars dag. De synes, det ville give mere mening, hvis der fandtes noget, som hed børnenes dag.

Gør der ikke det?

– Nej, men det burde der gøre, svarer de enstemmigt.

Hvis I siger det til jeres forældre, svarer de nok, at det jo er børnenes dag hver dag…

– Nåerh ja, det er da også rigtigt.

Alba tænker lidt, så foreslår hun, at fars dag må være opkaldt efter den første mand på jorden:

– Altså efter hans fødselsdag, lyder Albas bud.

I virkeligheden er fars dag oprindeligt en amerikansk tradition, der opstod i 1910 som en pendant til mors dag, der var indført nogle år før.

Sonora Louise Dodd hed ophavskvinden. Ifølge videnskab.dk ville hun gerne hylde sin far, som havde været alene med seks børn og klaret det så godt, han kunne.

Han har det jo meget godt

Fars dag kom til Danmark i 1935. At den her i landet kom til at ligge på Grundlovsdag er tilsyneladende tilfældigt, men overarkivar ved Det Kongelige Bibliotek og leder af Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod giver pædagogerne på Blushøj SFO ret i, at dagen aldrig er blevet et lige så stort hit som mors dag:

– Ud over at den var kommerciel, handlede mors dag jo om husmoderen. Hendes rolle blev fejret, hvilket hang godt sammen med familiemønstret på den tid. Faderrollen har måske ikke haft behov for samme opmærksomhed – han havde det jo egentlig meget godt, udtaler Else Marie Kofod til videnskab.dk.

Når vi bliver fædre, får vi også gaver

Anton og William, der ligesom Alba, Esther og Olivia går i 2. klasse på Dragør Skole, synes, at fars dag er en god anledning til at hylde, at deres fædre er søde.

William og Anton “næsten” klar til Fars Dag. Privatfoto

– Det er også lidt snyd, at der ikke er noget, der hedder børnenes dag, mener Anton.

– Nej, det er ikke snyd, siger William:

– Når vi en dag får børn, får vi jo også gaver på fars dag.

Ingen af drengene har lavet en gave til deres far, men William vil købe noget til sin, næste gang han er i Field´s.

– Min far får gaver om morgenen, og så bestemmer han, hvad vi skal have at spise om aftenen, fortæller Anton, som er lidt utilfreds med, at hans far altid gerne vil på fine restauranter:

– Det er så kedeligt.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Tivoli er åben…

FORÅR: Iklædt påskegult åbnede Tivoli i dag portene til dette års sommersæson, der varer til 22. september. Forlystelseshaven lægger ud med at markere Påske i

Læs mere »