Måske har du hørt om, da Jens Aage Skare Nielsen for nyligt genoplivede en tiårig dreng, der var faldet om med hjertestop? Måske kender du ham også som formand og stifter af Dragør Rugby, eller som manden, der ville være mere sammen med sine (og andres) børn og derfor sagde sin stilling som indkøbschef i Maersk op for at blive skolelærer. Han er også Dragørs finalist i konkurrencen om at blive årets ildsjæl. Vinder han, går præmien på 25.000 kroner til at skabe liv i de lokale sportsforeningers nye fælles klublokale, som forhåbentligt kommer snart.
Af Pia Melander Guilbert
Valget er forbi, men konkurrencen om at blive Årets Lokale Ildsjæl kører stadig, og Dragør er repræsenteret i finalen. Godt nok gik Sofie Sønderup, som står bag Forsvundne Personer (læs artiklen om Sofie her) ikke videre, men det gjorde til gengæld Jens Aage Skare Nielsen.
Jens Aage er en ildsjæl af den beskedne slags, der ikke bryder sig om at få al opmærksomheden og egentlig synes, at der er mange andre, som i lige så høj grad har fortjent at blive årets ildsjæl som han.
– Da jeg fik at vide, at jeg var nomineret, syntes jeg selvfølgelig, det var sødt, men der er jo virkelig mange, der gør en masse her i Dragør, og da jeg så var inde at læse om de andre kandidater, tænkte jeg ”wow”, forklarer han og smiler.
Opskriften på en ildsjæl
For knap to måneder siden genoplivede Jens Aage en tiårig dreng, der var faldet om med hjertestop. Det er drengens mor, der har indstillet Jens Aage til årets ildsjæl. Tyve timer efter, han var blevet opstillet, havde Jens Aage fået mere end 1100 stemmer.
– Mange kender Jens Aage fra Rugby klubben eller fodboldklubben, og en del har selvfølgelig også hørt historien om, hvordan Jens Aage genoplivede drengen, hvis bror går i klasse med en af vores fire sønner, forklarer Jens Aages kone, Anne.
I begrundelsen for indstillingen hedder det også, at Jens Aage er typen, der henter alle tilmeldte fra sin søns klasse og kører dem til rugby, typen der cykler fra Skagen til Dragør for kræftramte Nicoline, skaffer sponsorater til at vedligeholde Nordstrandsbroen og kører for “cykling uden alder” sammen med sine drenge for at give de lokale ældre en hyggelig tur i den friske luft.
Grej til kommende klubhus
Vinder Jens Aage konkurrencen, skal præmien på 25.000 gå til en pulje, der kan bruges til at skaffe inventar, grej, spil og andet til et kommende klublokale for Dragørs sportsforeninger.
– I øjeblikket er det kun fodboldklubben, der har et klubhus, og de er så venlige at stille det til rådighed for os andre, hvis vi lige skal spise sammen eller noget andet, men det er ikke helt nok, forklarer Jens Aage:
– Vi mangler et sted, vi lige kan mødes inden træning eller gå hen bagefter. Det gælder for eksempel også for håndbold, badminton, fægtning, bordtennis og svømning. Derfor har vi flere gange foreslået kommunen, at vi får et fælles klubhus, vi kan bruge på skift. Det håber jeg bliver til noget nu, og at præmien, hvis jeg vinder den, kan være med til at skabe liv og glæde for en masse unge mennesker.
Stem stem stem. Det tager fem sekunder, og Jens Aage Skare Nielsen ligger i øjeblikket nummer to i konkurrencen om at blive årets lokale ildsjæl. Tryk på billedet for at stemme: