Oplev Annisette når DR sender live fra Sankthans i Dragør

Det fedtede hjørne og Madsens Krog er locations, når DR1 Sankthansaften sender live fra Dragør med fællessang, gæster og båltale af Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev – og Danmarks egen Savage Rose Annisette Koppel optræder live.

Du kan opleve Annisette Koppel og Kammerkoret Camerata live Sankt Hans aften i Dragør. Foto: Fotograf Morten Larsen (Morten Larsen Photography)

Af Pia Melander Guilbert

Den smukke natur og en stærk tradition med stor lokal opbakning er årsagen til, at DR i år har valgt at sende live fra Dragør på Sankthansaften.

Mark Stokholm, som du blandt andet kender fra Aftenshowet, er vært for første del af programmet. På Det fedtede hjørne, også kendt som det hjørne af Strandhotellet, der ligger over for Café Blink, vil Mark Stokholm blandt andet tale med Christian Aagaard fra kutteren ”Elisabeth” samt forfatter og museumsdirektør Jane Sandberg. Der kommer også besøg af Nykøbing Falster revyen.

Temaet er fællesskaber, og sammen med sine gæster vil Mark Stokholm sætte fokus på fællesskabets anatomi.

Sidste år var der bålforbud i Dragør pga. tørke men i år vil flammerne igen blusse rundt omkring i Dragør. DR sender live fra Madsens Krog hvor heksen bliver sendt afsted til Bloksbjerg.

Johannes Døberen on fire

Sankthans er et af årets største og smukkeste fællesskaber, hvor vi mødes om bålet og synger midsommervisen. Navnet Sankthans stammer fra Johannes Døberen, der ifølge Biblen blev født seks måneder før Jesus.

24. juni, som kaldes Sankthans dag, er helgenfest for Johannes Døberen, men i nordisk tradition fejres højtider ofte dagen før. Bålet går dog længere tilbage og er allerede før kristendommens udbredelse blevet brugt til at holde det onde væk.

Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. Strådukken symboliserede det onde og blev brændt for at få det onde til at forsvinde.

Fællessang og Anisette

DR1 byder også på fællessang ved Madsens Krog, Kajakklubben. Mathias Hammer fra Den Klassiske Quiz styrer slagets gang og sørger for, at vi kommer igennem sommerens dejligste sange. Anisette Koppel og kammerkoret Camerata lægger også vejen forbi, og Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev holder årets båltale.

Foto: Kammerkoret Camerata PR

DRs Sankthansprogram:

DR1 fra kl. 20-20.30 underholder Mark Stokholm med gæster om fællesskabets anatomi fra Det fedtede hjørne.

DR2 fra kl. 21.30-22.30 er der musikquiz ved Madsens Krog, besøg af Anisette Koppel og kammerkoret Camerata. Herefter blåtale ved Rane Willerslev.

 
 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?