Skolernes idrætsdag med både historie og fodbold

Torsdag den 20. juni var fælleskommunal idrætsdag i Dragør. En dag hvor elever fra de tre skoler i Dragør mødtes med deres jævnaldrende og dystede i mange forskellige discipliner. Vejrguderne tilsmilede de mange elever, og der var fuld gang i idrætsanlæg, museet og Kongelundsfortet.

Foto: Museum Amager

Historisk Idrætsdag på Amagermuseet

For fjerde år i træk blev der afholdt historisk idrætsdag på Amagermuseet. I samarbejde med Dragør Ungdomsskole havde museet inviteret alle kommunens 4. klasser til en aktiv dag fyldt med leg og læring, med fokus på hvordan man legede ”i gamle dage”.

Foto: Museum Amager

Dagen blev startet op med, at eleverne fik sat den historiske ramme for de aktiviteter de skulle igennem i løbet af dage, hvorefter der var fælles morgengymnastisk på plænen foran vandværket i Store Magleby.

Derefter kastede de godt 200 elever og lærere sig ud i selve idrætsdagens aktiviteter, hvor der skulle dystes i styrkeprøver, præcision, kreativ opgaveløsning og ikke mindst samarbejde.

Foto: Museum Amager

Målet med dagen var, at vise eleverne, hvordan børn, unge og også voksne legede i en landsby som Store Magleby i det forrige århundrede. Dengang var leg mere end blot tidsfordriv for børn. Det var også en måde hvorpå man kunne etablere et hierarki i landsbyfællesskabet. Derudover var legene også et sted, hvor de ellers så opdelte køn, under dække af at lege, kunne komme hinanden ved og i lege som klassikeren ”kluddermor” kunne få lidt af den ellers så forbudte fysiske kontakt med det modsatte køn. Alt dette fik eleverne præsenteret i velkomsten og på en indlagt post, hvor der var fokus på baggrundshistorien.

Efter at have kæmpet og dystet i godt 4 timer kunne 4. E. fra Nordstrandskolen kåres som dagens vinder efter en dag fuld af grin, sved og rigtig god kampånd.

Læs også: Fed dag på Kongelundsfortet

Idrætsdag på boldbanerne

På Dragør Boldklubs skønne baner dystede eleverne fra kommunens otte 6. klasser mod hinanden i fodbold. Alle klasser stillede med et drengehold og et pigehold.

Privatfoto

I alt blev der afviklet 32 kampe, og da dommernes sidste fløjt lød, havde drengene fra Nordstrandskolens 6C og pigerne fra Nordstrandskolens 6E vundet.

Privatfoto

Til at hjælpe med at dømme var 10 elever fra Nordstrandskolens 8. klasser. De gjorde det fremragende og var til stor hjælp, skriver lærer Casper Kvist fra Nordstrandskolen i en meddelelse til DragørNyheder.

Seneste artikler

 

Fik du læst?