Lørdag kan være den perfekte dag til lidt indendørs oplevelser. Vejrguderne sender måske lidt vand ned over de tørre marker i Dragør og det kan være en god anledning til at svinge en tur forbi Amagermuseet i weekenden 6. og 7. juli.
Udover at blive Amagerbonde for en dag og prøve gårdens mange aktiviteter og få stempler i skudsmålsbogen, vil der lørdag være mulighed for at møde historiefortæller Pernille Stockfleth. Hun fortæller gamle eventyr i storstuen på den gamle museumsgård.
Søndag 7. juli kommer museets salte- og røgelaug på besøg og serverer dejlige smagsprøver og fortæller om hvordan man forarbejdede og konserverede kød i gamle dage.
Derudover kan man begge dage også møde museets “kniplingskoner”. De sidder i storstuen på Nordgård og demonstrerer hvordan man laver fine kniplinger. Det gamle håndværk var en af de måder, hvorpå kvinder kunne tjene penge.
For dagsprogrammer og yderligere informationer besøg museets hjemmeside www.museumamager.dk
Museet har åbent fra kl. 12-16.