Nu kan du booke din skiferie: Officiel åbning af Amager Bakke 4. oktober

Langt om længe… og efter mange strabadser er det nu fastsat at 4. oktober er datoen for den officielle åbning af Amagers nye skibakke. Copenhill som drifter skianlægget oplyser i dag i en pressemeddelelse at de åbner for ski booking systemet til august og forhåbentligt vil det allerede inden 4. oktober være muligt at bruge anlægget.

Visualisering: Amager Bakke/Copenhill

Byggeriet af tagfladen på Amager Bakke er afsluttet og kun mindre finpudsninger er igangværende. Lifter er installeret, testet og godkendt, skicenter med shop, afterski, udlejning osv. er færdiggjort, elevatorer og løbestier konstruerede. Alt det fysiske på nær verdens højeste klatrevæg er færdiggjort så det i et stykke tid kun har været myndighedsgodkendelserne der skulle på plads.

Visualisering: Amager Bakke/Copenhill

Senest har projektet modtaget en afgørelse fra arbejdstilsynet som giver lov til, at der kan komme offentligt besøg på tagfladen, det har været længe ventet og nu mangler kun nogle tests på energianlægget samt på skianlægget, så det er dokumenteret, at alt foregår efter forskrifterne – og så kan Amager Bakke få sin længe ventede ibrugtagningstilladelse.

På skidelen har Copenhill afholdt nogle test af det særlige Neveplast skimateriale i løbet af vinteren. Hvis du vil lære mere om underlaget, kan du finde en informativ video med Thomas Uhrskov her.

Hvornår og hvordan kommer du på ski?

Hvis alt forløber effektivt så er tests og dokumentation på plads før 4. oktober hvor den officielle åbning planlægges afholdt, oplyser Copenhill i deres pressemeddelelse og fortsætter;

Når alt er på plads åbner vi for en preopening fase med aktiviteter på anlægget. Hold derfor øje med dette site, hvor booking sitet åbner til august. Du kan med fordel melde dig gratis ind i ski communitiet SKI365 her for at være blandt de første til at få at vide hvornår bookingen åbner.

For at alle kan få en god oplevelse, vil der altid være en begrænsning på antallet af samtidige skiløbere på skibakken. Det anbefales, at man booker sin skitid på forhånd for ikke at gå forgæves – og via SKI365 får man informationerne først.

Folkefest til den officielle åbning

Copenhill oplyser at Amager Bakke er blevet en del af byen. Derfor planlægger de en 3-dages folkefest med sportsaktiviteter, konkurrencer, fest og koncerter alt sammen med fokus på at vise hvad byens nye bjergsports-mekka tilbyder.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?