Dragør Havns udvikling efter den gamle færgeforbindelse stoppede i 1999 var tæt på at fejre 20-års fødselsdag uden at spaden kom i jorden, men det er der nu ændret ved. Dragør Baadeværft har i denne uge sat skovlen i jorden og påbegyndt deres nye byggeri på området ved den gamle færgeterminal.
Det er entreprenørvirksomheden HPH Totalbyg A/S fra den jyske by Hinnerup som har kørt maskinerne i stilling i Dragør og nu påbegynder opførelsen af Dragørs nye baadeværft på i alt 2130 m2.
HPH Totalbyg A/S har indgået aftale med Dragør Bådeværft, om opførelse af nyt bådeværft på 2130 m2. Byggeriet fordeler sig på 900 m2 bådshal og 900 m2 værksted/værft. Resten af byggeriet udgør velfærd og kontor. Byggeriet forventes færdig i slutningen af 2019.
Byggetilladelsen til baadeværftets nye byggeri på havnen har ladet vente på sig, men syntes nu langt om længe at være på plads. Dragør Baadeværft indgik den nye lejeaftale med Dragør Kommune tilbage i 2016 og har i alt fået 3000 m2 at boltre sig på.
Læs også: Bådeværftets flytteplaner udskudt et års tid
Næste spadestik bliver formentlig Café Espersens nye byggeri af restauration ved siden af værftet. Café Espersens nye byggeri har ligeledes været forsinket pga. en kombination af langsommelig byggesagsbehandling og justeringer på de oprindelige tegninger til det nye byggeri. Iflg. tegningerne er det ligeledes den jyske entreprenør HPH Totalbyg A/S som skal opføre Espersens nye restauration.
Læs også: Café Espersen et spadestik tættere på nyt byggeri
Når Café Espersen er klar med det nye byggeri skal den gamle billetterminal, hvor Espersen svinger stegepanderne nu, nedrives for at skabe luft og udsyn på havnen.