Ugens tip fra naturskolen: Sælerne boltrer sig i Øresund i disse dage

Sælerne jager makreller i Øresund i disse dage, og derfor er de ekstra aktive og sjove at opleve i vandet.

I disse dage er det ekstra spændende at tage på sælsafari i Øresund. Lige for tiden jager sælerne nemlig makreller, og det betyder, at de er spillevende at se på. Sælerne jager lige syd for Peberholm i den østlige ende, hvor der er gode muligheder for at få et glimt af dem.

På videoen kan man se sælerne jage makreller.

Vær opmærksom på færdselsforbud  

Sælerne bor i vildtreservatet sydøst for Saltholm, hvor der er færdsels- og jagtforbud. Her kan man tit se dem fra Øresundsbroen, når man er på vej over broen i bil eller tog. Det er fristende at sejle ind mellem Saltholm og Peberholm, men det er ikke tilladt. Det er vigtigt at respektere færdselsforbuddet, fordi det er her, sælerne har deres hvile- og ynglepladser.

Du kan se et kort over reservatet, og hvor du må færdes i linket her 

Sæler er fredede

Der findes to typer sæler på Saltholm: Den lille spættede sæl og den store gråsæl. Man kan kende forskel på de to sæler på deres hovedform. Spættet sæl ligner en labradorhund, mens gråsælen har et fladt hoved fra pande til næse. Begge arter er fredede i Danmark, hvilket vil sige, at der ikke er jagttid på dem.

Vil du med på sælsafari?

Lørdag d. 14. september kan du og din familie komme med på Ungdomsskolens nye familiehold på sælsafari – hvis du vel at mærke har et familiemedlem med, der er teenager eller går i syvende klasse.

Seneste artikler

 

Fik du læst?