Hollænderbyen brænder – historieløb i St. Magleby

Året er 1821 og St. Magleby står i flammer. Branden var påsat, og nu er det op til Dragørs unge at slukke ilden og finde gerningsmanden. Skolernes årlige historieløb for udskolingen fik en stormende begyndelse i dag.

Drama, brand og hængning

Hvert år får byens 7., 8. og 9. klasser lov at træde ind i en tidskapsel. I år bliver de sendt tilbage til ”den store brand i St. Magleby” i 1821. Eleverne skal gennem et autentisk rollespil lære om livet på landet. Her får de til opgave at slukke ilden og løse mysteriet om, hvem der startede branden. Sammen med udklædte arrangører og frivillige bliver Hollænderbyen bragt til live, så de unge kan leve sig ind i tidslommen. Og det kan godt blive ret dramatisk. For dagen afsluttes med en hængning af den skyldige i galgen.

Adskillige gange gennem historien har Store Magleby, også kaldet Hollænderbyen, været hærget af store brande. Den konstante trussel betød, at byens indbyggere vidste præcis, hvordan de skulle forholde sig i tilfælde af brand. Eleverne skal lære om de store brandes historie, opleve hvad man skulle kunne som indbygger i Store Magleby i tilfælde af brand og undersøge årsagerne til en brand, der netop har hærget området.

Nomineret til DM i Skoleudvikling

Historieløbet er et samarbejde mellem kommunens tre skoler, Museum Amager, Dragør Bibliotekerne, Lokalarkivet og Dragør Ungdomsskole. I 2018 blev Dragør Kommunes historieløb nomineret til DM i Skoleudvikling og løb med femtepladsen og 5.000 kr. i pengepræmie.

Historieløbet roterer mellem tre forskellige temaer, så eleverne aldrig skal tilbage til det samme sted i historien. I år foregår det hele i Hollænderbyen i 1821. Sidste år var temaet ”Den Kolde Krig” på Kongelundsfortet, og året før det var det ”Jødernes flugt” på Dragør Havn.

Det årlige historieløb fik en stormende begyndelse i regn og slud, da det løb af stablen i dag for Dragør Skoles elever. De næste dage skal eleverne på Nordstrandskolen og St. Magleby også igennem.

 

Seneste artikler

 
 
 

Fik du læst?

Den bedste julegave

“Min barndoms jul” – lyder det kedeligt? Tænkte det nok. Så skal jeg nok lade være at fortælle om juleaften i hjemmet på Nørrebro, hvor

Læs mere »

Julehygge på fortet

Søndag 28. november er der “Jul på Fortet” på Prins Knuds Dæmning. Der er masser af julehygge på det nye oplyste Fort, og det fortsætter i alle

Læs mere »