Der er masser af gavmildhed og velvilje at spore blandt Dragørborgere, når der skal samles ind til kræftforskning. Midt i Knæk Cancer-ugen har Stafet For Livet i Dragør nemlig offentliggjort, at arrangementer i juni måned udløste nøjagtig 632.693 kr.

”Det endelige regnskab er nu gjort op og her midt i Knæk Cancer ugen, er vi SÅ stolte af og glade for at kunne afsløre, at vi i Dragør samlede hele 632.693 kr ind til Kræftens Bekæmpelse. Det er ny rekord for os og vi er fuldstændig blæst bagover af taknemmelighed og stolthed over vores by og menneskerne i den”, hedder det på Stafet For Livet Dragørs Facebookside.

Stafet For Livet er ifølge foreningens hjemmeside en orgaisation, hvor ”vi sætter fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling – for kampen mod kræft.”
”Der er et fantastisk fællesskab omkring arrangementet, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre at samle så mange penge ind. Hvis ikke vi havde haft nogle fantastiske kræfter bagved, havde det ikke kunne ladet sig gøre, Nu glæder vi os til at gentage succes’en”, siger Britt Mariegaard, som er tovholder for Stafet For Livet i Dragør. Næste års arrangement finder sted 13-14 juni 2020.
