Kastanjedyr, cocktailparty og kunstfærdige udstillinger er noget af det, der er på programmet denne weekend i lokalområdet.
Cocktailparty på Amagerbrogade
Cock’s and Cows på Amagerbrogade 37 lancerer fredag d. 25. oktober en spritny cocktailmenu i samarbejde med cocktailentusiasten Rasmus Shepherd-Lomborg, som også er manden bag den anerkendte cocktailbar Ruby. Fredag aften mellem klokken 21 og 23 er der happy hour, så du får to cocktails for én cocktails pris.
(U)hygge i Naturpark Amager
Bliv klogere på, hvilke dyr der rumsterer i krattet i efterårsmørket. Lær skumrings- og nattedyrene at kende. Mærk på deres kranier, og gæt hvem der er hvem.
Der bliver også samlet kastanieedderkopper eller andre skumringskastaniedyr.
Og så skal der presses saft af de sidste æbler.
Lokale kunstudstillinger
Sidste lørdag i hver måned har vores lokale kunstner Flemming Brylle åbent i sit nye atelier på A.P. Møllers Allé 9B.
På Havnegalleriet kan du opleve udstillingen med Joan og Martin Funder.
Koncert med Janne Mark i Dragør Kirke
Søndag kan du opleve Janne Mark i Dragør Kirke. De skriver om arrangementet:
Janne Mark har etableret sig som en af de mest overbevisende salmedigtere og komponister i sin generation i Danmark og i udlandet med den internationale udgivelse ’Pilgrim’ på det tyske jazz-label ACT. Hun har en baggrund som sanger, komponist og musikudvikler i det kreative miljø i Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Hendes musik har en ny meditativ salmestil med en karakterfuld enkelhed. Musikalsk befinder hun sig på et spor imellem sangskrivning, salmer, jazz og nordisk folketone.
Koncerten er klokken 15-17.
Koncert i Store Magleby Kirke
Hvis du er til lokale musikoplevelser, så får du søndag valget. For mens Janne Mark synger i Dragør Kirke, så opføres et af de store værker i Store Magleby Kirke. De skriver:
Opførelse af ét af den barokke musikperiodes hovedværker – H-mol Messen af J.S. Bach. Det stort anlagte værk for kor, orkester og solister er bygget over de velkendte messeled som Kyrie, Gloria og Agnus Dei, og værkets enkelte satser er flotte eksempler på Bachs enestående evne som komponist til at skrive musik, der både klinger med en umiddelbar enkelhed, men samtidig rummer mange underliggende lag af en kompleksitet, som ingen anden barokkomponist formåede at eftergøre.
Det er klokken 16-18.