Black Friday: Vilde kup – også i Dragør!

For bare ti år siden var Black Friday sort snak i Danmark, men da internethandel blev mere og mere populært, begyndte begrebet at brede sig. I dag er selv de lokale forretninger med, og på en tur rundt kan du gøre vilde kup.

Af Pia Melander Guilbert

Vilde kup – lokalt
20 procent på alt og 50 procent på udvalgte varer i EAST. Køb to, betal for en. Den billigste er gratis hos Boutique no. 1. Eller hvad med 20 til 50 procent på alle 2019 modeller hos Troels Cykler, 20 procent på Kérastaseprodukter hos Frisør Flash og hos REMA 1000 på Præstefælledvej kan du fylde indkøbsvognen med sorte priser på alt fra kaffe til marcipan og sodavand. Det er blot nogle af de gode tilbud, du kan finde til Black Friday.

Fra slavehandel til sorte tal og trafikkaos
Ligesom med Halloween er Black Friday en tradition, vi har arvet fra amerikanerne. Black Friday ligger altid dagen efter Thanksgiving og konceptet menes at stamme fra Philadelphia. Her kan det spores tilbage til i hvert fald 1960´erne. Siden midt 1970´erne er det blevet udbredt til resten af USA.

Hvorfor dagen skulle være sort, er der flere bud på. Den mest mørke forklaring er nok, at der bag den sorte fredag gemmer sig en historisk henvisning til slavehandlen i USA og en gammel tradition, hvor slaveejere dagen efter Thanksgiving tog på markedet og solgte slaver.

Et andet bud er, at Black Friday er forretningernes mulighed for at vende røde tal til sorte. Navnet er også tidligere blevet sat i forbindelse med det trafikkaos, der opstod i USA, når tusindvis af shoppeivrige forbrugere satte sig bag rattet i deres bil og kørte på udsalg. Og så er der dem, der mener, at navnet opstod hos færdselspolitiet i Philadelphia, som brugte det om den dag på året, hvor det var forbudt for betjentene at holde fri, også på grund af trafikkaos.

Største handelsdag nogensinde   
Danmark så de første Black Friday tilbud i 2013, primært inden for nethandel. Allerede året efter fulgte flere danske butikker og varehuse trop med særlige tilbud. I 2015 fik Black Friday for alvor sit gennembrud i Danmark og slog rekorden for største handelsdag nogensinde i dansk historie. Sidste år brugte danskerne 1.942 millioner kroner på Black Friday, hvilket gjorde dagen til den femtestørste handelsdag i Danmark nogensinde.

Kilde: Wikipedia, BlackFriday.dk og Berlingske Tidende.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?

Bettina og Jusuf ordner haven

Københavns Håndværker-Service på Kirstinehøj tilbyder alt havearbejde – lige fra det private hjem til den store virksomhed. Arbejdet udføres af professionelle og erfarne anlægsgartnere –

Læs mere »